Vestjysk gourmetkro stred
fredag aften for nordisk titel

Oppe mod bl.a. to tostjernede Michelinrestauranter viste Henne Kirkeby Kro med en vesterhavsinspireret 11-retters menu talentet frem for jurymedlemmerne i kampen for titlen som ”Årets Restaurant i Norden”

Alting klappede og tilfredsheden var tårnhøj blandt både værter og jurymedlemmer, efter at Henne Kirkeby Kro fra 1790, dets fantasirige køkkenchef Allan Poulsen og hans 14 mand store stab i aftes præsterede noget af det ypperste, som den vestjyske gourmetrestaurant gastronomisk kan. Det skete, da den i forvejen anmelderroste restaurant ved Vesterhavet nordvest for Varde var til ”eksamen,” som dansk slutnomineret til ”The Nordic Prize”, som ”Årets Restaurant i Norden.”

En god håndfuld jurymedlemmer fra de fem nordiske lande havde villigt lagt smagsløg og maver forbi til en specialmenu på intet mindre end 11 serveringer med tilhørende klassevine. Det skete som et stop på juryens nordiske odysse, der i disse uger også fører dem til afgørende prøvespisninger hos de tilsvarende slutnominerede i de øvrige nordiske lande: de tostjernede Michelin-restauranter i Stockholm og Helsinki, ”Matyhias Dahlgren” og ”Chez Dominique”, og ”Oscarsgate” med en Michelin-stjerne i Oslo, samt ligeledes internationalt roste restaurant Dill i Reykjavik.

”Selv om vi ikke har voteret endnu, og intet derfor er givet, tror jeg godt jeg kan fastslå, at Henne Kirkeby Kro på ingen måde med aftenens knivskarpe præstation er faldet igennem,” lød det bl.a. fra en tilfreds Arne Ronold, anmelder ved det norske Vinforum efter desserterne. Blandt jurymedlemmerne sås også Rasmus Kjær, årets danske kok 2002.

Fokus på nordisk køkken øges

Bag den danske del af kåringen, der sidste år gik til NOMA i København, står bl.a. folkene bag Den Danske Spiseguide, med redaktør Bent Christensen i spidsen. Han ved om nogen, hvad der skal til, som bl.a. medforfatter på ***Alle Europas Trestjernede Michelin-restauranter.

Trestjernet i Michelin-regi er Henne Kirkeby Kro endnu ikke, ja faktisk har den toneangivende internationale franske gastronomiguide ikke en gang tildelt kroen blot en enkelt af sine efterstræbte stjerner:

”Det er et mere udtryk for fransk nonchalance overfor udkantsområderne, når man i forhold til Danmark og Norden primært bedømmer hovedstadsrestauranterne. Men i aften beviser Henne Kirkeby Kro, at stedet er helt i international topklasse. Det er Nordic Prize med til at sætte fokus på,” lød det fra Bent Christensen efter arrangementet. Her havde han og juryen masser anerkendende ord til overs for den særlige nomineringsmenus nordiske sammensætning og udførsel, som i øvrigt også over 30 betalende gæster samtidig havde lagt hver 2.000 kr. for at prøve. Også de største danske og nordiske fødevareproducenter viser den relativt nystiftede pris og den øgede internationale focus på det særlige nordiske køkken stor interesse. Både Danish Crown og Arla er således sponsorer for Nordic Prize.

Stærke signaturretter

Køkkenchefen selv, 30-årige Allan Poulsen, vurderede, at hans personlige signaturretter med bl.a. torsk, kartoffelsalat, ærter & syltelage, samt løg & brissel og den opsigtsvækkende dessert med frossen hvid chokolade i kombination med dild og selleri havde stået stærkest. Men også han var yderst tilfreds med aftenens samlede forløb:

”Som gourmetrestaurant helt her ude i det vestjyske er det jo vidunderligt, når der bliver lagt mærke til vores indsat. Nomineringen er en tillidserklæring fra de ypperste blandt de nordiske gourmeter, som vi – uanset om vi nu også samlet vinder – vil kunne bruge som intern motivering og i vores markedsføring fremover.”

Om det så bliver Henne Kirkeby Kro eller en af de fire andre nordiske kandidater, der i sidste ende vinder The Nordic Prize 2011 skal der voteres om i jury’en lige efter nytår. Vindernavnet offentliggøres den 6. februar ved et allerede nu tæt på udsolgt gallaarrangement på Falsled Kro.

For yderligere oplysning kontakt gerne redaktør Bent Christensen, tlf. 5631 1168 / 4013 1310 eller på email: bent@bentchristensen.com. Køkkenchef Allan Poulsen, Henne Kirkeby Kro: tlf.: 31 48 30 00 / 75 25 54 00 Eller læs mere på: www.thenordicprize.org

Nordjysk iværksætter sælger sin
rejsekoncern til Stena Line-selskab

DTF Group A/S fortsætter med nye, svenske ejere sin rejsevirksomhed fra Hjørring, mens stifteren, Bent Jørgensen, fremover vil koncentrere sig om bestyrelsesarbejde, kokkelandsholdet og sit spanske restaurationsprojekt

Fra 1. januar 2011 ejes den nordjyske rejsekoncern, DTF Group A/S, ikke længere af sin stifter, den 53-årige Bent Jørgensen, men af den svenske rejsebureauvirksomhed Sembo AB, der er en del af den store familiejede rederivirksomhed Stena Line

DTF Group A/S består af fire forskellige virksomheder DTF-Travel, Best Travel, Nemrejse.dk og FeriDe, der er den tyske gren af koncernen. Stena Line og Sembo ses som den naturlige arvtager som mangeårig samarbejdspartner og kollega i branchen. Herfra kunne man straks se perspektiverne og de mulige synergieffekter, da en handel blev mulig.

”Tiden er kommet, hvor jeg har følt det rigtigt at se fremad, søge nye udfordringer og – i forhold til DTF – træde til side, nu da muligheden viste sig for at handle med en køber med en forretningsmodel, der passer til vores,” forklarer Bent Jørgensen om salget af sit livsværk og sin fremtidige erhvervskarriere.

”Jeg er jo først og fremmest iværksætter og fødselshjælper og kan konstatere at vores ”baby” med alle dens knopskud af underafdelinger snart bliver 20 år og i dag er en fuldvoksen og etableret virksomhed. Med Sembos fortsættelse af virksomheden føler jeg mig også tryg ved, at idegrundlaget for virksomheden vil blive videreført og dermed også de mange arbejdspladser i Hjørring,” fortsætter Bent Jørgensen med både glæde og lidt vemod i stemmen.

Sembo komplementeres

DTF (Dansk Total Ferie) er stiftet for 19 år siden på et stadig unikt forretningsgrundlag. Den del af virksomheden har i dag ca. 100 medarbejdere, der bl.a. servicerer virksomhedens rejseklub, ”Vi elsker ferie,” der er Skandinaviens største. Kunderne benytter først og fremmest DTF-Travels dynamiske hjemmeside, der hver dag kanaliserer nye overnatningstilbud på kvalitetshoteller over hele Europa ud til rabatpriser, som forbrugeren aldrig selv kunne forhandle sig til.

”DTF-Travel komplementerer i høj grad Sembo’s virksomhed, så vi produktmæssigt nu får en meget stærk position i Europa og ikke mindst i Skandinavien. Sammen kan vi nu tilbyde kunden god og kvalitetsbetonet beboelse over hele Europa,” siger Jari Virtanen, adm dir., Sembo AB.

Sembos mål med købet af DTF er fremover at kunne tilbyde kunder, der foretrækker ferie i egen bil, flere overnatningsmuligheder på alle tider af året.

Virtanen understreger, at de to virksomheder trods overtagelsen kommer til at forsætte som selvstændige brands, mens der fremover skal samarbejdes om IT-udvikling, produktion, administration og udvikling af kundeklubber. Med overtagelsen bliver Sembo samtidig den femte største rejsearrangør i Sverige.

DTF Groups hidtidige direktør, Henrik Jørgensen, glæder sig til at sikre kontinuiteten ved også efter 1. januar at fastholde denne post.

Fokuserer på topgastronomi

Sælgeren af DTF-koncernen, den oprindeligt kokkeuddannede, Bent Jørgensen, har med en alder af kun 53 år ingen lyst til bare at trække sig tilbage og nyde en tidlig pensionist tilværelse. Stadig med iværksætterånden i sig vil han fremover bl.a. koncentrere sig om forskelligt bestyrelsesarbejde og sit spanske restaurationseventyr med toprestauranten ”Roca Tranquila” under mesterkokken Kasper Nielsens daglige ledelse. Sidstnævnte er netop rejst tilbage til Spanien efter i denne uge at have ageret holdkaptajn på det danske kokkelandshold, der bl.a. vandt sølv i disciplinen ”varm mad” under kokke–VM i Luxembourg.

Bent Jørgensens spanske restaurant ved Malaga optages i den franske spiseguide Michelin i 2011. Projektet inkluderer i øvrigt også faciliteter som egen kokkeskole og et tv-studie, som den iderige vendelbo allerede nu med held har tilbudt andre landes mesterkokke som ”træningslejr” op til de internationale gastronomikonkurrencer. Netop førnævnte danske kokkelandshold – og en professionalisering af dette – agter Bent Jørgensen også som nyvalgt bestyrelsesmedlem at slå et alvorligt slag for som fremtidigt blikfang for dansk fødevareeksport.

Fakta om Sembo AB

Sembo er et 100 pct. ejet datterselskab under Stena Line. Virksomheden er grundlagt i 1987 og har i dag 50 ansatte i Helsingborg. Omsætningen var i 2009 på 360 mio. kr., da 120.000 rejsende bookede ferie gennem virksomheden.

Fakta om DTF Group

DTF er Stiftet i 1991 og har i dag knap 130 medarbejdere i Danmark og i udlandet. Mere end halvdelen af omsætningen kommer fra kunder i udlandet, primært Sverige, Norge og Tyskland. Virksomheden har i mange år vundet E-handelsprisen, stemt ind på førstepladsen af de tusindvis af loyale kunder år efter år. Den samlede omsætning i gruppen har rundet 400 mio. kr.

I 2009 bookede 270.000 gæster rejser gennem et af DTF Group´s rejseselskaber.

For yderligere oplysning kontakt Bent Jørgensen, Bestyrelsesformand DTF-Travel tlf: +45 5152 7744, eller Henrik Jørgensen, Administrerende Direktør DTF-Travel tlf.:+45 2030 4661 eller Jari Virtanen, VD, Sembo, tlf +46 0708-19 59 66

VM-sølv til nyt kokkelandshold

Kun timing-problemer forhindrede dansk guld i ”varmt køkken” ved World Cup i Luxembourg, hvor det danske ungdomslandshold vandt buffetkategorien

Det var et hold trætte men stolte kokke på det danske kokkelandshold, der efter fem dages konkurrencer fredag morgen vendte hjem til Danmark ovenpå 15 timer ad glatte veje i bus fra Luxembourg. En flot sølvmedalje i kategorien ”varmt køkken” var det blevet til, sølle 6 points fra guldmedaljen efter VM-konkurrencens snørklede pointsystem – bedømt af et hold skrappe, men også imponerede internationale dommere.

”Et fremragende, superflot resultat,” lød det fra teammanageren Ulla Pedersen bagefter. Hun fremhævede, at dommerne havde forklaret at bedømme den danske præstation helt til guldmedalje bortset fra små timingproblemer. De betød, at man ramte nogle minutter uden for tidsgrænsen med serveringen til de sidste blandt over 100 spisende ved det såkaldte Culinary World Cup med deltagende landshold fra 26 lande. Kokkelandsholdet udtages blandt interesserede og talentfulde kokke af Køkkenchefernes Forening, og baggrunden i Luxembourg var en serie danske serveringer med bl.a. Limfjordsøsters og dansk kalv.

”Holdet er netop reorganiseret med kun to gengangere fra tidligere, så resultatet, der er opnået efter kun 14 dages fællestræning er yderst opløftende og peger flot frem mod Kokke-OL i Erfurt i 2012, som er vores primære mål,” fortsatte Ulla Pedersen, der til dagligt er faglærer på Hotel- og Restaurantskolen i Silkeborg.

Kun to gengangere

Den ene af to gengangere på holdet med erfaring fra tilsvarende tidligere internationale konkurrencer var holdkaptajnen Kasper Nielsen. Han er i dag ansat til at lede den danskejede toprestaurant ”Roca Tranquila” ved Malaga. Det øvrige hold af talentfulde kokke bestod af:

Chris Ladegaard Jensen – Kong Hans Kælder

Dan Klim – Brøndums Hotel, Skagen

Kristinn Kristinsson – Food College Aalborg

Brian Meyer Nielsen – Via, Horsens

Dennis Rafn – Hotel- og Restaurantskolen Silkeborg

Rune Sauer – Restaurant Substans, Århus

På grund af den nylige reorganisering af holdet valgte kokkelandsholdet denne gang ikke at stille op i konkurrencens anden del: en slags udstilling af ”koldt bord,” hvor retterne “chemiseres” (overtrækkes med gelé). Hvilket gjorde, at holdet ikke opnåede en væsentlig samlet World Cup-placering. Frem mod OL satser man på at få samlet holdet til flere træningssamlinger end nogensinde – og forhåbentligt også indsamle sponsormidler til ligefrem at købe kokkene fri for arbejde på deres hårdtprøvede arbejdspladser i det daglige. Målet er simpelthen, at et hårdt sammentømret landshold er i stand til samlet at vinde OL i 2012.

Næste generation på vej

Næste generation er i øvrigt også helt klar til at kæmpe med om pladserne på OL-holdet. Det danske U23 landshold var nemlig også med i Luxembourg og tog 1. pladsen i en af ungdomslandsholdenes kategorier ”Youth Show Cooking Contest,” en slags buffet til 12 mennesker, hvor de helt unge kokke brillerede med bl.a. fiskefad, en hovedret med and og to slags desserter.

For yderligere oplysning kontakt kokkelandsholdets teammanager Ulla Pedersen, tlf. 29 65 66 93, eller holdkaptajnen Kasper Nielsen, tlf. +34 699 184865 Eller læs mere på: www.kokkelandsholdet.dk/ og om konkurrencen på: http://pro.expogast.com/en/

Delhi – smuk og hæslig

Indien er fortsat et kontrasternes land, og hovedstaden New Delhi stedet, hvor det rigeste møder det mest usle, og hvor det smukkeste møder det hæsligste. (JP Explorer, 9. april 2009)                                                                                                                                                                                                                                                                
Se hele reportagen på: Delhi

Costa Rica’s regnskovsparadis

 Er man på jagt efter en naturoplevelse ud over det sædvanlige, er Costa Rica stedet. (JP Explorer, 16.dec. 2006)

Se rejseartiklerne på: Costa Rica

Island rundt på børnebillet

 

Man finder ikke mange børn ombord på de tusindvis af firehjulstrækkere og amerikansk inspirerede monstertrucks, der hver sommer drøner Saga-øen rundt. En skam, dømmer Explorers udsendte. (JP Explorer, 2. april 2009)

Se hele rejsereportagen på: Island

Med kostbar hilsen – om moms og afgiftssnyd m. privates internethandel

De fleste varer eller gaver, sendt fra adresser uden for EU, skal pålægges moms, told og gebyr. Vi har besøgt de hårdtarbejdende eksperter på Post Danmarks internationale postcenter, der opsnuser alt fra Viagra-piller, elektronik og kopimodetøj til ninjasværd, uzi-maskinpistoler, narko og giftige edderkopper. (JP Forbrug, 28. april 2008)

 

Læs hele reportagen ved at klikke herunder

Gavesnyd

Spot på strømsynderne

Familien Bjørnskovs patriciervilla stråler hele året som et elektrisk juletræ og kostede sidste år 11.000 kr. ekstra på elregningen. En energirådgiver går huset igennem. Følg turen rundt i det oplyste hjem, og få gode råd. (JP Forbrug. 30. januar 2008)

Læs hele reportagen om energirådgiverens besøg hos en strømstorforbrugende familie – og et par gode råd – herunder:

 

Strømsyndere

Forsvaret får betalt materiel to gange

Forsvaret har omprioriteret materielanskaffelser for mindst 1,8 mia. kr. I stedet for at gemme sparede midler er pengene indgået i forsvarets almindelige drift. S og DF afviser at bevilge penge til de samme projekter flere gange. (JP, 10. juli 2006)

Se hele artiklen herunder:

 

Forsvaret får betalt materiel to gange

Soldat uden dækning

Hul i forsvarets erstatningsregler for internationalt udsendte soldater kan gøre det sværere at rekruttere mandskab. Enke fik ingen erstatning, der udsendt soldat døde af sygdom under udsendelse til Irak. (JP forside + Indblik, 13. aug 2006)

Se hele temaet herunder:

soldaterenke