Håndværkerfamilie fra Hals har designet sin egen ultranemt monterbare juletræsfod og satset 700.000 kroner på at få en produktion i gang
Stenstrup PR-pressemeddelelse for Emille Design
Hvilken familiefar har ikke stået (eller ligget under) og bandet over juletræet, der bare ikke vil stå lige – eller rettere juletræsfoden nedenunder, der kun sjældent gør helt, som vi ønsker.
Hos familien Bjeldbak i Hals har man taget konsekvensen. Her har man efter års studier og eksperimenter med markedets kendte ”fødder” designet sin helt egen, kaldet ”Emille Juletræsfod” og på det allerseneste også sat den i serieproduktion. Nu skal det være slut med irriterede familiefædres skælden og smælden over de skæve træer, der truer med at spolere julefreden, lyder begrundelsen. Og juletræsrejsningen til lodret skal også kunne klares af bare en enkelt person.
De håndværksmæssige forudsætninger er også i orden for ”opfinderne”. Med udgangspunkt i familiens Bjeldbaks særdeles veludstyrede maskinværksted nede på havnen og med far John, der er uddannet rørsmed, sønnen Emil, der er blikkenslager og tillige ved at læse til ingeniør, datteren Mille, der er uddannet dameskrædder og modelkonstruktør og mor Helle, der er pædagog og kan tænke kreativt, og derfor ved hvordan en også præsentabel juletræsfod bør tage sig ud. Familien er i dagligdagen med John i spidsen involveret i og medejere af Hals Metal a/s, der er miljøgodkendt til at genindvinde metaller af bl.a. kabelskrot og transformatorer.
Ud af anstrengelserne er så kommet en stor og stabil juletræsfod af form som en seksarmet stjerne, med ordentlig plads til en tyk stamme og med dobbelt så mange store skruer – i alt seks i to lag – der giver et ordentligt greb, der støtter træet i fodens cylinder meget bedre end de normale juletræsfødders sædvanligvis bare tre skruer. Dermed sikres, at træet næsten med garanti står lodret første gang, foden monteres.
Mønsterbeskyttet fod
Faktisk er familien Bjeldbak så tilfredse med deres mangeårige udviklingsarbejde og de stadig mere positive reaktioner, de har modtaget, efterhånden som de møjsommeligt har fået forbedret deres prototype, at de her til sidst har vovet at satse over 700.000 kr. af deres sparepenge og derfor netop har fået sat ”Emille” i egentlig produktion. En del af pengene er gået til mønsterbeskyttelse, der juridisk sikrer familien mod at nogen løber med deres gode ide. Familien håber på lang sigt at have lavet en måske ligefrem international bestseller.
I disse dage ankommer så de første 2.000 fødder med fragt fra en nøje udvalgt leverandør i Thailand, hvor familien i mange år gerne er taget på ferie og har gjort metalforretninger. Juletræsfødder som familien håber at få solgt via den nyoprettede hjemmeside: www.emilledesign.com og den til lejligheden nylejede forretning på Midtergade i Hals, hvor de mange store juletræsfødder – indholdet af en stopfyldt 40 fods container – også foreløbig oplagres og pakkes med brugsanvisninger, så de kan postlevering til kunderne.
Interesserede kæder
”Og når vi alligevel ikke at få solgt dem alle i år, så gør vi det helt sikkert næste år”, fortæller en tilfreds John Bjeldbak, mens han studerer kvaliteten af den netop modtagede, sæsonbetonede vare, som han vedgår nok er blevet klar til salg lidt sent i forhold til førstkommende jul. I hvert fald i forhold til de store isenkræmmerkæder, som ellers har vist stor interesse for produktet, men ikke har kunnet nå at få dem med i årets julekataloger og julesortiment.
”Det er selvfølgelig lidt ærgerligt, men vi er nu ganske fortrøstningsfulde alligevel”, siger John, mens Emil demonstrerer, hvordan man ene mand monterer et tilfældigt to meter højt juletræ i den særlig fod med løftet om at gøre det på under et minut – den beskedne arbejdsindsats bliver nemt gjort, mens træet ligger vandret, hvor alle seks skruer let bliver skruet tæt til stammen, hvorefter træ og fod – hokus pokus – straks efter nærmest står vatterpaslodret set fra alle sider, så snart det er rejst op. Hele operationen tog faktisk kun Emil 41 sekunder uden behov for ekstra forsøg.
I fem farver, på hjul
Familien Bjeldbaks juletræsfod, der er opkaldt efter datteren Mille og sønnen Emil, leveres i aluminium og kan bestilles i fem farver og indeholder særlige features som et indvendigt cylindermål på mere end ti centimeter, hvormed foden kan håndtere træer på helt op til ca. fire meters højde, uden at brugeren behøver at bruge halve og hele timer på at save og snitte nederste del af stammen slank nok til at komme i de traditionelle juletræsfødder. Desuden leveres Emille Juletræsfoden med både stilleben, så træet kan stå stabilt uanset underlag, og nemt påsættelige små hjul under hvert ben, der også gør det enkelt at rulle juletræerne med lys og pynt uden at skulle løfte dem.
Også til kæmpetræer
”De sidste features gør, at vi også håber, at vores juletræsfod kan have interesse i virksomheder, institutioner og selvfølgelig kirker, hvor man ofte benytter lidt større juletræer,” fortæller Helle, der allerede nu sammen med Mille er i gang med at designe et juletræstæppe, der passer til foden – det skal være færdigt til næste års julehandel.
Familien Bjeldbak har i øvrigt planer om erhvervsmæssigt at satse yderligere på design af egne små opfindelser. Bl.a. har de konstrueret et golftee i plastik og rustfrit stål, der også bliver stående uden at knække efter 50 golfudslag. Og et ”Hasselbach”-kartoffeljern, også i rustfrit stål, der skærer alle de dybe riller med samme tæthed og i en tidsbesparende bevægelse, før kartoflen sættes i ovnen.
Prisen på juletræsfoden i både forretning og på nettet er i øvrigt sat til 799 kr. i pulverlakeret udgave og 899 kr. med mahogni look.
Se i øvrigt her TV2/Nords indslag fra den 24. november – som blev et af de PR-mæssige resultater af ovennævnte pressemeddelelse.
For yderligere oplysning kontakt John Bjeldbak, tlf:+ 20 26 05 38 eller email: emilledesign@tdcadsl.dk Eller læs mere på www.emilledesign.com