VisitAalborg søger partnere til et udviklings- og markedsføringsprojekt, der nu skal konkretiseres oven på et positivt møde med 11 nordjyske toprestauratører
STENSTRUP PR-pressemeddelelse for VisitAalborg
Nordjylland skal i fremtiden ikke blot kendes nationalt og internationalt for sine kvalitets-fødevarer inden for landbrug og fiskeri, men også betydeligt bedre og gerne internationalt for sine bedste gourmetrestauranter. De to ting bør logisk hænge sammen og har også et vigtigt turistmæssigt element i sig – hvilket er årsagen til, at VisitAalborg netop har haft inviteret 11 af Nordjyllands mest anerkendte gourmetrestauratører til en indledende drøftelse om et evt. fælles udviklings- og markedsføringsprojekt. Der var fuldt hus.
”Vi har alle bemærket, hvad der er sket i Aarhus og er glade for, at VisitAalborg har taget initiativ til et projekt med fokus på, hvordan nordjysk topgastronomi og toprestauranter også kan blive mere synlige – både nationalt og internationalt,” siger Morten Nielsen, indehaver af den velanskrevne Restaurant Mortens Kro i Aalborg oven på mødet. Henvisningen er klar til Guide Michelins nye nordiske guide, hvor Aarhus-restauranter som de første uden for København er blevet bedømt og har fået 17 siders omtale i verdens mest respekterede restaurationsguide:
”Den slags åbner både muligheder og risici i Nordjylland. Muligheder fordi Aarhus dermed har brudt den mangeårige ”mur” omkring København og gjort afstanden til, at eksempelvis Guide Michelin i fremtiden også vil besøge Nordjylland kortere. Risici fordi nu ikke blot Københavns men også Aarhus’ restauranter vil fungere som magneter for vores mest talentfulde kokke og tjenere m.fl.” fortsætter Peter Christian Jensen, direktør på Ruths Hotel med tilhørende gourmetrestaurant.
Fælles interesse og brainstorm
”Dansk gastronomi høster i disse år stor anerkendelse internationalt, og gastroturisme er et marked i markant vækst. I Nordjylland har vi et stærkt fundament at bygge videre på, og vi tror på, at vi ved en fælles indsats kan udvikle og skærpe interessen for nordjysk gastronomi yderligere”, fortæller marketingchef ved VisitAalborg Peter Hermansen, der tilføjer, at ”der i kredsen er en stor interesse for at gå videre med projektet, som vi nu skal til at konkretisere og finde yderligere opbakning til, således vi får det sat i den rette nordjyske ramme”.
Mødet skulle med andre ord først og fremmest afdække, om der faktisk eksisterede en fælles interesse, og hvilke idéer restauratørerne specifikt kunne tænke sig, at der arbejdes videre med i et konkretiseret projekt. Peter Hermansen tilføjer, at man nu sammen med PR-konsulent Mads
Stenstrup, Stenstrup PR, ganske hurtigt vil arbejde videre med det idékatalog, som formiddagens mange indspark gav, sådan at et konkret projekt kan præsenteres inden sommerferien.
”Vi kan ikke hjælpe restauratørerne med at frembringe topgastronomi. Det gør de klart bedst selv. Men vores grundlæggende tanke er, at vi sammen kan gøre mere for, at restauratørerne bliver fuldt opmærksomme på, hvad der f.eks. får de internationale gastronomi-anmeldere til at komme til Nordjylland,” forklarer Mads Stenstrup, der bl.a. sammen med redaktøren af Den Danske spiseguide, Bent Christensen, har været med til at skrive den meget roste bog ”The Sublime 25”, om besøg på 25 af verdens bedste restauranter. Samme Bent Christensen, der har siddet med i World 50 Best juryen var i øvrigt oplægger på det uformelle møde.
Deltagere i projektet er foreløbig:
Peter Jensen, Ruths Hotel, Gl. Skagen; Kristian Rise, Bryghuset Vendia, Hjørring; Kenneth Hansen, Svinkløv Badehotel; Martin Knudsen, Nørlunds Gæstebud, Rebild; Morten Nielsen, Restaurant Mortens Kro, Aalborg; Vinh Q. Du, Restaurant Fusion, Aalborg: Mikael Kopp Christensen, Musikkens Spisehus, Aalborg; Mikele Volpi, San Giovanni, Aalborg; Susanne Kjær, Restaurant TABU, Aalborg; Thomas Egebo, Bistro 59, Aalborg; Carlo Liberati, La Locanda, Aalborg.
Det understreges, at yderligere en række restauranter i Nordjylland kan forvente at blive inviteret med ind som deltagere i det færdigt formulerede projekt, der foreløbigt bærer arbejdstitlen: ”Vejen til Nordjysk Stjernedrys”.
Yderligere oplysninger hos:
Peter Hermansen, marketingchef, VisitAalborg – mobil 2262 6085
Mads Stenstrup, Stenstrup PR – mobil 2214 1300