Familien Bühlmann vil skabe landsdækkende hotelkæde: Næste skridt er overtagelsen af det store Aalborg-hotel ved Limfjorden, der efter grundig renovering og opgradering de næste måneder forvandles til internationalt orienteret designhotel med nyt maritimt udtryk – og nyt navn.
Stenstrup PR-pressemeddelelse for Familien Bühlmann
Med driftsovertagelsen af Slotshotellets 156 værelser bliver Familien Bühlmann samtidig Aalborg største hoteloperatør, idet man herefter samlet råder over 320 værelser inklusiv Hotel Scheelsminde, som familien har drevet i tre generationer, og Aalborg Airport Hotel, som man også har drevet siden dets opførsel. Men Familien Bühlmann udvikler sig samtidig til en voksende aktør på landsplan.
Strategien er da også klar: Familien har som mål, at man indenfor de næste fem år får skabt en ny landsdækkende kæde med mindst ti kvalitetshoteller, heraf selvfølgelig også mindst ét i København. Familien Bühlmann har de seneste år også – udenfor hjembyen Aalborg – overtaget driften af herregårdshotellet Nørre Vosborg ved Holstebro, Boutiquehotel Villa Provence i Aarhus, ligesom familien også snart åbner dørene for det nybyggede Peak 12 Hotel i Viborg.
Indehaverne Anemette og Danni Bühlmann er overbeviste om, at der venter en god fremtid for de dygtigste danske hoteloperatører. De vurderer, at såvel den indenlandske som udenlandske privat- og erhvervsturisme i Danmark vil stige på den anden side af Corona.
Corona er i det hele taget ikke noget, der har skabt sortsyn – selv om man vedgår at være udfordret – hos Familien Bühlmann. Hotelvirksomheden har i stedet de seneste måneder gjort sig ekstra kendt ved at søsætte succesrige ”Getaways” med gourmetserveringer på hotelværelserne, hvilket har fyldt Bühlmann-hotellerne godt op i weekenderne trods nedlukningen.
Nyt barområde og gårdhave
Tilbage til seneste driftsovertagelse af Slotshotellet, der samtidig forvandles mod et andet og mere moderne maritimt udtryk og navn. Sammen med den internationalt anerkendte svenske arkitektvirksomhed Kanozi arbejdes der fortsat med detaljerne i det fremtidige koncept, hvorefter selve renoveringsarbejdet snart går i gang frem mod 1. februar 2022, hvor der forventes stor genåbning:
”Selv om hotellet ganske vist ligger relativt tæt på Aalborg Slot, så vurderer vi først og fremmest, at det er placeringen ved Aalborgs flotte nye havnefront inklusiv Spritten, Honnørkaj, Utzoncenteret og Musikkens Hus m.m., der for gæsten kendetegner hotellet. Så hvem ved – sandsynligvis bliver det snarere med henvisning hertil, at vi finder et nyt navn til hotellet”, forklarer Anemette Bühlmann. Bl.a. den nye havnefront fik i 2019 New York Times til at udnævne Aalborg som ”Number 8th city to visit”
Først og fremmest søsætter Familien Bühlmann sammen med ejerne altså snarest en større og kostbar renovering og opgradering, der gerne skal forvandle hotellet hen mod urban-stil med et større fokus på afslappethed og bæredygtighed, samt en bedre udnyttelse af placeringen lige ved fjorden. Bl.a. med en ny flot gårdhave ud til vandsiden og et flot samlende barområde i lobbyområdet.
Om selve hotellet og dets hidtidige image fortsætter Danni Bühlmann: ”Vi har aftalt med ejerne, at der er behov for et stærkere brand med nye indretningsmæssige kendetegn. Vi vil skabe et hotel, der både vil glæde de mange nuværende stamgæster, men også tiltrække nye kunder – både business og pleasure.”
Arkitektfirmaet Kanozi har tidligere været inde over den vellykkede renovering af Scheelsminde og har designet indretningen på Familiens Bühlmanns nye Hotel Peak 12 i Viborg, der nærmer sig åbning.
Ejerne glæder sig over samarbejdet
K/S Slotshotellet har siden sommeren 2020 været drevet af ejerne selv, da de hidtidige norske operatører bag First Hotel-kæden gik konkurs. Hovedejeren Michael Kaa Andersen erklærer sig meget tilfreds med den nye mangeårige operatøraftale med Familien Bühlmann:
”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi siden i sommer, hvor ejerkredsen selv måtte overtage, har ledt efter en permanent operatør. Det giver absolut bedst mening at få visionære, professionelle, lokale folk ind og udstikke retningen for driften af vores hotel,” udtaler Michael Kaa Andersen og driftsdirektør og medejer Carsten Tilm samstemmende: ”Vi er helt trygge og optimistiske ved at have fundet Familien Bühlmann, der har et stærkt omdømme og er kendt for blandt andet at have en kreativ tilgang til innovation. Sammen ser vi frem mod en flot relancering,” fortsætter Michael Kaa Andersen og Carsten Tilm.
Opgaven med at finde den rette lejer til Slotshotellet har ligget hos rådgivningshuset Telling & Nesager, der betegner processen som god og udviklende for begge parter:
”Det er min klare opfattelse, at vi har fundet et fremsynet match mellem hotellets ejere og den nye hoteloperatør, der i fællesskab skal udvikle og virkeliggøre de spændende planer,” udtaler Preben Nesager.
Illustration: Anemette og Danni Bühlmann foran Familien Bühlmanns nye slotshotel, der snart får nyt navn og et langt mere maritimt, moderne udtryk med henvisning til havneplacering. Foto: Michael Bo Rasmussen / Baghuset.
For yderligere oplysning, kontakt Familien Bühlmanns medindehaver og direktør Danni Bühlmann tlf. 30 32 73 71 eller e-mail: danni@sceelsminde.dk Eller læs mere på: https://buhlmann.dk/