Øget internationalisering, nye industrier og ekstra stor fleksibilitet fra medarbejderne i et særligt COVID-år var medvirkende årsager til, at BMS Koncernen skabte et flot resultat i 2020. BMS er samtidig rykket frem til en plads som verdens 6. største kranvirksomhed og nr. 3 i Europa.
Stenstrup PR-PRESSEMEDDELELSE for BMS
BMS-koncernen har bl.a. som følge af COVID-pandemien oplevet et specielt 2020 – og samtidig formået at skabe et økonomisk godt år. Samlet er koncernen ifølge årsrapporten for BMS Capital landet 2020 med et overskud på 200 mio. kr. efter skat på baggrund af en omsætning på 2,1 mia. kr. I 2019 lød omsætningen på 1,9 mia. med et overskud på 106 mio. kr. I samme periode voksede antallet af BMS-medarbejdere fra 932 til 1018. Det fremgår af den nordjyske koncerns netop offentliggjorte årsrapport for 2020. 62 mio. af de 200 mio. kr. på bundlinien skyldes dog ekstraordinære indtægter som følge af salg af materiel for på daværende tidspunkt at imødekomme evt. aktivitetsnedgang som følge af COVID-pandemien. I 2021 er BMS i øvrigt igen påbegyndt opkøb af adskilligt mere nyt materiel, ift. det man skilte sig af med i 2020. Baggrunden er bl.a. den større markedsoptimisme, der opleves i dag på bagsiden af pandemien. (Mere om det nederst i teksten).
BMS Koncernen er af samme årsag rykket op på 6. pladsen på IC50-toplisten* for “International Cranes and Specialized Transport”, hvor man var nr. 9 året før. IC50 rangerer verdens førende kranvirksomheder målt på den totale lasteevne i tons-meter i virksomhedernes samlede flåder. På europæisk plan er BMS nu nr. 3
En stor del af koncernoverskuddet (109 mio. kr. i 2020) er tjent i det internationalt orienterede BMS Heavy Cranes A/S, der hovedsageligt opererer med kraner, der kan skydes op i 200 meters højde og har en løfteevne fra 750 tons og opefter. De beskæftiger sig med komplicerede og store løfte-opgaver (og relaterede logistiske opgaver) globalt i tilknytning til de efterhånden 18 udenlandske enheder på 5 kontinenter under BMS Heavy Cranes bl.a. indenfor vindmølleindustrien, men også indenfor andre industrier. Af 450 Heavy Cranes-medarbejdere kom de 150 faktisk til som nyansatte i løbet af 2020. Alle medarbejdere har ydet en stor indsats og måtte vise usædvanlig stor fleksibilitet som følge af COVID-19 restriktioner, hvilket har været medvirkende årsag til det gode resultat.
Omvendt har BMS Group på hjemmebanen i Danmark og det øvrige Skandinavien oplevet en beskeden tilbagegang på sit kerneområde: Udleje af kraner med mandskab til danske, norske og svenske byggepladser og industri. Omsætningen befinder sig i samme niveau som sidste år (fra 1.050 til 1.018 mio. kr. fra 2019 til 2020), mens overskuddet er reduceret fra ca. 38 mio. til ca. 26 mio. kr.
Roser COVID-fleksible medarbejdere
Interessant nok kan begge udviklinger – trods modsatrettede – i nogen grad forklares med COVID-pandemien, fortæller koncerndirektør, Jens Enggaard:
”COVID har selvfølgelig på begge fronter påført os store udfordringer, som vi heldigvis i Danmark er kommet igennem med kun en moderat, relativ tilbagegang. Det er trods alt svært at ekspandere i et vigende dansk marked, hvor BMS i forvejen er markedsledende. Omkostningen ved de 3 måneders næsten total samfundsnedlukning i foråret 2020 i Danmark var derfor ikke muligt helt at indhente, selvom vores medarbejdere gjorde alt,” forklarer Jens Enggaard, der understreger, at markedet for den slags byggekraner også har været presset i Norge og Sverige.
På det globale marked for BMS Heavy Cranes har udfordringerne selvfølgelig ikke været mindre, men dog anderledes. Om det siger Jens Enggaard:
”BMS Heavy Cranes har på baggrund af godt management og ekstremt fleksible medarbejdere været godt positioneret. Det har bl.a. givet sig udtryk i, at vi ofte har haft det rigtige udstyr og de rigtige folk til rådighed på relativt kort varsel, hvor der viste sig opgaver internationalt”.
Jens Enggaard roser samtidig bl.a. de stadig flere BMS Heavy Cranes-ansatte for ofte at have affundet sig med væsentligt længerevarende udsendelser end sædvanligt – for at imødegå de mange meget forskellige COVID-restriktioner, der har været og stadig er sat op i de forskellige lande, hvor BMS opererer. Restriktioner, inklusive karantæneregler, der ellers kunnet have sat mere i stå i virksomheden.
Koncerndirektøren betegner på den baggrund det samlede koncernregnskab for ”meget tilfredsstillende.”
Forventer mindre i 2021
Udover generelt at have håndteret Corona-virus med stor rettidig omhu, hvor det var muligt, så har særligt BMS Heavy Cranes i 2020 samtidig kunne høste frugterne af tidligere års investeringer:
”Vi oplevede i 2020 at frø, som vi for år tilbage turde så i nye industrier og på umodne udenlandske markeder nu bonnede ud. Selv om vi råder over en meget kvalificeret stab, tvivler jeg dog på, at de øvrige markedsomstændigheder vil vise sig lige så gunstige, hvorfor jeg ikke har forventninger til tilsvarende overskud og vækstrater i 2021,” understreger Jens Enggaard.
Direktør for BMS Heavy Cranes, Morten Kammer, tilføjer:
”Udover de vigtige og komplicerede transporter og rejsning af kæmpevindmøller til lands og vands, så har vi i de senere år også bevæget os ind på alternative opgaver i forbindelse med olie, gas og minedrift samt kæmpe brobyggerier, der internationalt giver mening i forhold til vores materielflåde. Det er meget komplicerede projektopgaver, som kræver store kompetencer at beregne og planlægge gode løsninger på. Hvilket vi ser resultater af i regnskabet. Den udvikling forventer vi fortsætter i 2021.”
Flytning, salg og fusion
Kammer og Enggaard fortæller endvidere, at BMS pga. af COVID – som indledningsvis nævnt – solgte en del materiel, der påvirker overskuddet ekstraordinært i 2020. Men samtidig er man nu til gengæld godt i gang med at supplere op igen – faktisk er planlagt og igangsat nyindkøb for ca. 500 mio. kr., hvoraf det meste går til Heavy Cranes.
”Sådan at kranporteføljen er tilpasset de opgaver, der forventes fremover, og vi er bedst muligt forberedt på at servicere vores mange kunder med store ordrebeholdninger”, forklarer Morten Kammer.
Endvidere planlægges, at den primært dansk orienterede BMS Group-administration senere på året forlader det hidtil fælles domicil på Troldholmen i Nørresundby for at flytte ind på en anden Enggaard-ejet adresse i Aalborg-bydelen Skalborg, der er under klargøring. På den måde kan der i det nuværende domicil blive mere plads til Heavy Cranes-administrationen og de stadig flere medarbejdere indenfor mange faggrupper.
BMS Group offentliggjorde endvidere for en måneds tid siden, at man i 2021 har købt halvpart i Norges største kranvirksomhed, Crane Norway, med yderligere 350 ansatte. Det er sket for at vinde markedsandele i Norge og i endnu højere grad at udnytte synergieffekter her og i det øvrige Skandinavien.
Illustration 1: BMS’ koncerndirektør samt direktøren for BMS Heavy Cranes, Jens Enggaard (t.v.) og Morten Kammer, ved BMS-hovedkvarteret på Troldholmen i Nørresundby, hvorfra BMS Group snart af pladsmæssige årsager fraflytter.
Illustration 2: BMS Heavy Cranes løser bl.a. spektakulære opgaver på Haramsfjellet i Norge.
* Tjek side 18 og 19 på dette link: https://digimag.internationalcranes.media/magazine/reader/216213
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
- Adm. direktør Jens Enggaard, BMS Koncernen, tlf. 7013 7138 og jje@bms.dk
- Direktør Morten Kammer, BMS Heavy Cranes, tlf. 4191 7100 og mk@bms.dk
- Læs mere om BMS A/S på www.bms.dk