Når Den danske Spiseguide ved årets gallaarrangement for dansk topgastronomi samtidig fejrer sin jubilæumsudgivelse nr. 40, så hædres gastronomilegenden og idemanden til Nyt Nordisk Køkken med spiseguidens ærefulde særpris og titlen som IKON. Den fornemme titel er tidligere kun tildelt seks andre gastronomiske personligheder gennem årene

Stenstrup PR-pressemeddelelse for DEN DANSKE SPISEGUIDE

Gastronomilegenden Claus Meyer tager søndag den 30. oktober en sjælden fridag fra sit fænomenale og internationalt vidt priste nordiske foodcourt-projekt på New Yorks berømte Grand Central Terminal. Den dag hædres han nemlig herhjemme med Ikon-titlen* og Årets Særpris, som Den danske Spiseguide kun undtagelsesvis og langt fra hvert år uddeler. Begivenheden finder sted ved spiseguidens årligt tilbagevendende gallaevent for dansk topgastronomis koryfæer og mest sublime spisesteder, der i år finder sted på Jyllands vel nok mest anerkendte spisested i disse år: Frederikshøj i Aarhus – Jyllands f’ørste Michelin-restaurant. I år vil den prestigefyldte uddeling oven i købet få ekstra gas i anledning af Den danske Spiseguides jubilæumsudgivelse nr. 40, hvorfor Frederikshøjs egen Wassim Hallal har allieret sig med bl.a. Nomas Rene Redzepi, Geraniums Rasmus Kofoed og en anden dansk ”New Yorker”, Ronny Emborg, Atera, for at skabe en kulinarisk oplevelse i særklasse, når aftenens mange priser bl.a. til ”Årets Restaurant” afsløres og uddeles. Afsløringer, der hvert år lidt Oscar-agtigt er omgærdet med stor spænding til det sidste.

Undtagelsesvis er Claus Meyer dog som aftenens hædersgæst – p.g.a. hans ekstraordinært lange rejsevej – orienteret om sin egen hovedrolle og har sagt ja til at komme.

Om juryens velovervejede ikonisering af den 52-årige falstring og den fornemme særpris, der følger, siger redaktør Bent Christensen, Den danske Spiseguide:
”Uden tvivl er virkeligt passionerede ildsjæle – med kreative egenskaber og vedholdende ihærdighed – vores vigtigste inspirationskilder. Claus Meyer hører til de virkeligt dedikerede og visionære mennesker, der dag efter dag formår at gøre både hverdag og fest mere fremragende. Han er en international, innovativ gastronomisk skelsættende personlighed, som Danmark ikke kan sætte højt nok pris på”.
Bent Christensen understreger, at det bliver kun syvende gang, at spiseguiden hædrer en personlighed med Ikon-titlen og kun sjette gang, at særprisen samtidig uddeles. Sponsor for den del af gallaeventet er i øvrigt NATURMÆLK.

Hædret af New York Times

Claus Meyer, der blandt meget andet var medgrundlægger af Noma, står som nævnt i disse år i spidsen for det storstilede nordiske ”The Great Northern Foodhall” i den historiske Grand Central Terminals berømte Vanderbilt-hal. Her etableres seks nordiske fødevareforretninger samt bl.a. en eksklusiv dansk hotdogstand, en dansk deli og ikke mindst gourmetrestauranten ”Agern”. Sidstnævnte anmeldte selveste New York Times i august efter et kun par måneders virke til at levere en ”fremragende præstation” både kulinarisk og indretningsmæssigt. Når det hele er oppe at køre forventes ca. 500 mennesker at være beskæftiget med Meyers nordiske projekt i terminalen, der med sine mange andre attraktioner – udover 44 velbesøgte togperroner – er en af de mest betydningsfulde turistattraktioner i verden. Faktisk nummer ti målt på antal besøgende.

Gourmetrestauranten på Ruths Hotel med den unge kok Dennis Juhl i spidsen er en af de seks nonimerede til spiseguidens mest ærefulde titel som "Årets Restaurant" i Danmark.

Gourmetrestauranten på Ruths Hotel med den unge kok Dennis Juhl i spidsen er en af de seks nonimerede til spiseguidens mest ærefulde titel som “Årets Restaurant” i Danmark.

Udgivelse nr. 40 i forbindelse med gallaen for Den danske Spiseguide vil i øvrigt rumme uddelingen af en række andre priser som ”Årets Kokkeprofil”, ”Årets Tjener”, ”Årets Sommelier”, ”Årets Gennembrud” og måske mest prestigefyldt pris som ”Årets Restaurant”, der sidste år blev vundet af Kong Hans Kælder. I år er Relæ, Clou, Noma, Kadeau, Søllerød Kro og Ruths Hotel slutnomineret til denne pris. Kategorien er sponseret af HKI OST.

Wassim Hallal har som sagt inviteret flere topkokke fra tidligere ÅRETS RESTAURANTER til at deltage med egne kreationer – udover de allerede nævnte også: Jacob de Neergaard (Søllerød Kro), Jens P. Kolbeck (Christies) og Hans Beck Thomsen (Henne Kirkeby Kro).

Foto til fri afbenyttelse: Claus Meyer tildeles titlen som Ikon og modtager Årets Særpis ved Den danske Spiseguides årlige gallaevent, der foregår søndag den 30. oktober på Restaurant Frederikshøj i Aarhus – og i øvrigt har været totalt udsolgt i månedsvis. Foto: Thomas Grøndahl.

For yderligere oplysning kontakt gerne Bent Christensen, tlf. 5631 1168 eller på email: bent@bentchristensen.com. Eller læs mere om priserne, som Den danske Spiseguide uddeler søndag den 30. oktober HER! 

*Gennem årtier har en række af dansk gastronomis største ildsjæle dannet forbillede for både yngre og ældre kollegaer og ikke mindst opretholdt et højt niveau gennem hele deres lange karriere” – står der i Den danske Spiseguides generelle begrundelse for tildelingen af Ikon-titlen. Spiseguiden har seks gange tidligere tildelt titlen senest i 2012 – den gang til René Redzepi.