20-25 vognlæs topmoderne fiskeindustrigrej installeres i disse dage fra mange steder i verden forud for den internationale DanFish-messes åbning i AKKC onsdag. På 16. år er det Blue Water Shippings eksperter i alt slags fragt, der løser den omfattende logistikopgave. Årets eneste og største opgave af sin art i AKKC, som de er glade for altid at få ekstern assistance til at få løst.

Stenstrup PR-pressemeddelelse for Blue Water Shipping

(Se evt. TV2/Nords indslag om sagen HER!)

Når Aalborg Kongres & Kultur Centers internationale erhvervsfiskerimesse DanFish, åbner onsdag og tre dage frem er det med 300-400 udstillere og 12.000 besøgende fra 40-50 lande. Samtidig er det for 16. år i træk med Blue Water Shipping som messespeditør og vigtig samarbejdspartner. Blue Waters speditører leverer ekstern ekspertise, som AKKC alene ved denne ene særligt omfattende lejlighed benytter sig af. Til alle andre begivenheder klarer AKKC’s store stab ellers alting selv. Men selv om AKKC er vant til en omskiftelig hverdag, kan opgaven også blive for omfattende og uoverskuelig.

Udstyrsmæssigt er DanFish International, der har fundet sted hvert andet eller tredje år siden 1996, nemlig AKKC’s klart største og logistisk mest komplicerede begivenhed på messeområdet – og i øvrigt en af verdens mest betydende af sin slags. Der ankommer 20-25 store vogntog med op til ca. 750 tons topmoderne, maritimt udstyr. Dette udstyr skal over få dage pakkes ud og manøvreres både forsvarligt og hurtigt på plads rundt om i AKKCs mange udstillingshaller og ekstra mobilhal udenfor. Her kan der hurtigt danne sig flaskehalse. Til sammenligning opsættes eksempelvis den verdenskendte musical Les Misérables, der ellers er kendt som noget af et udstyrsstykke, senere på måneden fire gange for hver 2.000 tilskuere i AKKC. Her klarer AKKC sig – udover skuespillerne – imidlertid med kun 50 tons udstyr inklusiv drejescene, der bliver kørt til udefra.

Kræver ekstragod plan

DanFish er siden 2001 hvad angår det logistiske, blevet håndteret og styret eksternt af Blue Water Shipping – med Aalborg-afdelingen på Lavavej som lead. Erhvervsfiskeriet og fiskeindustrien er et vigtigt erhverv ikke alene i Danmark men i mange af de 40-50 lande, hvorfra DanFish-messens udstillere og tilhørende indkøbsvillige gæster rejser til fra. Tusindvis af effekter – fra de nyeste fiskenet, over følsomt elektronisk navigationsudstyr til de kraftigste skibsmotorer – skal hastigt ind af porte og døre, og på plads, så det kan vises indbydende frem for gæsterne. Fordi de mange effekter også ankommer fra forskellige leverandører kræver det både sikre hænder og professionel planlægning – også i forhold til vogntogenes forskellige ankomsttidspunkter. Ligesom alt jo bagefter også skal hastenedpakkes, ud af AKKC og fragtes retur igen.

Blue Water’s folk arbejder med at få skibsmotoren bedst på plads, så den kan lirkes ind. Foto: AKKC.

”De første par gange siden internationaliseringen af fiskerimessen i 1996 forsøgte vi med andre speditionsfirmaer at få håndteret opgaven uden at samarbejdet den gang nogensinde blev rigtig godt. Blue Waters dedikerede eksperter har nu sikret at opgaven har topfokus. I dag forløber samarbejdet mellem alle de involverede tillidsfuldt, effektivt og uden at skabe trafikmæssige propper i huset, hvor mange andre mennesker fra ind- og udland også har særligt travlt i de dage og bare skal kunne komme effektivt rundt i huset,” fortæller Else Herfort, messechef i AKKC.

Fra Japan, Julianehåb eller Hjørring

Blue Water transporterer altså alt det meget forskelligt dimensionerede DanFish-gods – og ikke alene det sidste komplicerede stykke på plads ind i AKKC. Oftest faktisk hele vejen til Aalborg hjemmefra udstilleren selv, enten afsenderen nu befinder sig i Japan, Julianehåb eller Hjørring.

”Også af den årsag er DanFish en spændende, kompliceret og udfordrende opgave, der involverer kompetencer fra vores sø-, luft og bilspeditører her i Aalborg. Samt et tæt samarbejde med vores øvrige kontorer worldwide og i særdeleshed vores store messeafdeling i Esbjerg. Vi har i månederne forud været i tæt kontakt med og planlagt transporterne for de enkelte kunder blandt udstillerne”, forklarer direktør Lars Frost Andreasen, Blue Water Aalborg.

”Vi er meget glade for vores rolle i DanFish og det tillidsfulde og effektive samarbejde, som vi gennem årene har opbygget til AKKC’s kompetente planlæggere,” påpeger han.

* ”gardinanhængere”: De største 13,60 meter lange lastvognsanhængere, der må køre på danske veje.

For yderligere oplysning kontakt: director BWS Aalborg Lars Frost Andreasen, tlf.: 7913 4760 / email: laan@bws.dk. Og læs evt. mere om Blue Water Shipping på www.bws.net

.