Brancheforeningsformand gør opmærksom på, at den aktuelle lejlighedsvise mangelsituation kan afhjælpes med en bæredygtig udtynding i danske skove og at brænde stadig er klart billigere end alternative opvarmningsformer
Stenstrup PR-pressemeddelelse for DPB
Danske brændeovns- og pejseforhandlere har – ligesom brændeovnsproducenterne – travlt som aldrig før med at effektuere en historisk høj efterspørgsel fra danskere, der ønsker at installere brændeovne og pejse som supplement til deres nuværende varmekilde: F.eks. gas- eller oliefyr. Efterspørgslen meldes steget markant hen over sommeren og topper netop nu, hvor vi snart går ind i vinterhalvårets fyringssæson i bekymring for energiforsyning og -priser på baggrund af den eskalerende gaskonflikt med Rusland. I Danmark er der allerede 600.000 brændeovnsejere, oplyser klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i et nyligt svar til udvalget.
En væsentlig del af det brænde, som man i tårne plejer at kunne købe og få leveret gennem eksempelvis danske byggemarkeder og brændeforhandlere meldes samtidig – ligesom træpiller og briketter – ofte i restordre. Selv om der hele tiden leveres nyt til Danmark, kan brændehandlerne ikke helt følge med efterspørgslen med kraftige prisstigninger til følge. Brændet fra disse forhandlere importeres som regel fra Østeuropa. Men med specielt nedgangen i leverancer fra Ukraine og Rusland i kombination med særligt tysk hamstring hos de alternative leverandører i Belarus, Polen og Baltikum de seneste uger, kan de ønskede leverancer for tiden ikke altid følge med.
Den brændeimportsituation bliver dog allerede afhjulpet indenlands af danske leverandører, vurderer formanden for Danske Pejsebutikkers Brancheforening (DPB) Tommy Lundholm Kristensen. Han noterer bl.a., at rekordmange private på f.eks. Facebook, Den Blå Avis og andre medier er begyndt at sætte brænde fra deres egne skovstykker til salg til enten levering eller afhentning med egen trailer:
”Og det er også mit indtryk, at mange flere er på vej med de ekstra indtægter som tidens forhøjede priser åbner mulighed for,” siger Tommy Lundholm Kristensen.
Men pejsebutiksformanden opfordrer alle danske skovejere til allerede nu at komme på banen også i forhold til de efterfølgende vintre:
”Flere danske skovejere – offentlige og private – bør benytte lejligheden til nu at få tyndet bæredygtigt ud i deres måske uberørte skove og samtidig tjene en ekstra skilling – så der også kan være tørt brænde nok til de kommende vintre. Dermed gør skovejerne samtidig plads til nye træer og giver bedre grobund for eksisterende træer. Og så kommer vi alle varme gennem ikke bare denne men også de kommende vintre til ikke helt så skyhøje fyringspriser,” fremhæver Tommy Lundholm Kristensen. Han har selv et mindre stykke skov i Vendsyssel, som trænger til en udtynding, og også bliver det snart.
”Desuden har mange brændeovnsejere jo selv privat adgang til træ,” tilføjer Tommy Lundholm Kristensen.
Stadigt billigt med brænde
Tommy Lundholm Kristensen konstaterer samtidig, at nok er prisen på eksempelvis en rummeter stablet, tørt bøgebrænde aktuelt beklageligvis tredoblet ift. sidste år. Men han fremhæver samtidig, at brændeprisen med de sammenlignelige gas-, olie og elpriser stadig er billigst at fyre med, da priserne på gas, el og olie desværre er gået samme vej.
På branchens vegne erklærer Tommy Lundholm Kristensen sig mere bekymret for, hvordan forhandlere og butikker som hans egen efterkommer den enorme efterspørgsel efter nye brændeovne og installationerne af dem.
”Det er simpelthen nærmest umuligt at følge med, skønt vi arbejder næsten i døgndrift og tager alle weekender i brug,” siger brancheforeningsformanden, der selv driver Pejsen.com i Hjørring.
”Selv om jeg har tydeligt indtryk af, at vores medlemmer har gjort alt, hvad de kan, og mange som jeg selv har fået bestilt langt flere brændeovne hjem fra producenterne i år ift. tidligere år, er der efterhånden i mange tilfælde adskillige måneders ventetid,” vedgår han.
Illustration: Formand Tommy Lundholm Kristensen for Danske Pejsebutikkers Brancheforening vurderer, at der kunne blive brænde nok til at dække flere nuværende og kommende brændeovnsejeres brændebehov i år og til lidt lavere priser. Særligt hvis flere skovejere benytter lejligheden til allerede nu at få tyndet ud, vil der også blive tørt brænde nok også til næste vinter, opfordrer han. Foto: DPB.
For yderligere oplysning om DPB’s synspunkter: Kontakt formand Tommy Lundholm Kristensen på enten telefon: 20 77 62 22 Eller email: tlk@pejsen.com . Eller læs mere om foreningen på: https://www.pejsebutikkerne.dk/