Artcenter for international topkunst samt mikrospritdestilleri, chokolade-oplevelsescenter, torvehal, tophotel plus Aalborg Teater m.m.m. Bjarke Ingels, BIG, har afleveret et hidtil hemmeligholdt skitseprojekt for Cloud City i Aalborgs gamle kæmpestore spritfabrik og politikerne bakker op. Den ene initiativtagerne fortæller her om visionen, der skal trække 800.000 ekstra turister til Aalborg.

Stenstrup PR-pressemeddelelse for MARTIN NIELSEN HOLDING

Kulturvisionen er stor – unordjysk stor, vil nogen måske sige – selv om den er tænkt til gavn for netop aalborgenserne og for Aalborg som internationalt kulturmål. Med Spritten, byens gamle fredede industrielle vartegn, den nu fredede spritfabrik på havnefronten, i centrum og som arkitektonisk ramme, kaldet Cloud City. Inklusiv et næsten monumentalt kunstværk til vartegn udført af den verdenskendte argentinske kunstner Tomás Saraceno, der for nylig trak flere gæster på New Yorks Metropolitan-museum end en samtidig Picasso-udstilling samme tid og sted. På samme måde står Aalborg Teater samtidig til at flytte derned og dermed få langt bedre tekniske rammer for deres stadig mere roste forestillinger. Den ligeså verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels, BIG, har faktisk allerede udført og afleveret et hidtil hemmeligholdt grundigt skitseprojekt for den kæmpestore ombygningsopgave, der følger. Og tidligere i formiddag meddelte borgmester Thomas Kastrup-Larsen og et byrådsflertal inklusiv S, DF, R, SF og EL så, at de var helt med på den multifunktionelle vision og samtidig klar med et betydeligt økonomisk engagement på Aalborg Kommunes vegne, hvis byrådet til sin tid godkender, og initiativtagerne kan få den øvrige økonomi på plads.

”De 25 mio. kr. til etablering + tre mio. kr. årligt til drift og vedligehold fra kommunen er ikke bare mange og vigtige penge, der herefter burde kunne få det færdige projekt til at løbe rundt sammen med de forventede billet- og lejeindtægter. Det er i mindst lige så høj grad et helt afgørende og kraftigt signal til omverdenen om, at kommunen forstår storheden og seriøsiteten i visionen og er klar til at bakke den op for få at projektet til at lykkes. Det er overmåde vigtigt, når vi nu skal ud til fonde og private, som, vi håber, vil være med til at rejse resten af de skønsmæssigt 100-150 mio. kr., som det hele vurderes at koste inklusiv 100 mio. kr. til det argentinske megakunstværk,” forklarer den ene af de to initiativtager, den kunstelskende aalborgensiske forretningsmand, Martin Ole Nielsen, der i dagligdagen arbejder med import af modetøj i regi af firmaet Martin Nielsen Holding.

Sammen med den københavnske frugtgrossist Jan Ghisalberti har han også gjort sit forarbejde uhyre grundigt og professionelt. Bl.a. har Rambøll Management researchet og udarbejdet en rapport, der viser, at projektet vil afstedkomme netto næsten 800.000 ekstra turister i byen om året og dermed en ekstra turistmæssig indtægt for byen på anslået mindst 400 mio. kr. Rapporten forudsiger også, at der skabes yderligere 200 ekstra jobs direkte i selve Cloud City plus yderligere afledte jobs i byens øvrige handels- og erhvervsliv, inklusiv hoteller og restauranter.

Cloud City

Og hvad er det så helt konkret Spritten skal omdannes til og indeholde – udover Aalborg Teater, når Cloud City efter planen åbner i sommeren 2019 på i alt 20.000 kvadratmeter (svarende til mere end tre fodboldbaner):

1. 2500 kvm. Artcenter med kunstværker af internationalt anerkendte kunstnere – præsenteret i øjenhøjde, så det giver mening for både børn og voksne – drevet af en erhvervsdrivende fond.
2. Mikrodestilleri – Arcus, der i dag producerer de kendte Aalborg-snapse og Gl. Dansk, har givet foreløbig tilsagn om at vende tilbage og drive mindre spritfabrik i de historiske bygninger – og som åbent oplevelses- og sansecenter på fire etager.
3. Internationalt orienteret tophotel med 126 værelser på et kvalitetsniveau, som intet hotel i Aalborg tidligere er drevet. Kompetent kendt hotelorganisation har givet foreløbigt tilsagn om at ville være med.
4. Danmarks største oplevelsescenter for produktion af organisk chokolade. (Kendt producent er klar).
5. Torvehal / markedsplads med salg af særligt nordjyske fødevarer ugen rundt og samtidig adgang til små sandwichboder og kvalitetsrestauranter.
5. Relevante butikker med relation til brugskunst af international kvalitet.
6. Bolighus med interieur møbelsalg over 1600 kvadratmeter.
7 Harbour Gate – 20 eksklusive lejligheder med fjordudsigt plus 6 unikke ”fabriksboliger” a la New York Loft – med højt til loftet og kæmpevinduer mod fjorden.

Respekt gennem ny kulturarv

”Det her er et kostbart projekt, der bliver ekstraordinært kostbart, fordi de 20.000 kvadratmeter historiske fabriksbygninger – heraf 17.000 fredede kvadratmeter med kedler og det hele – siden vores overtagelse er blevet fredede. Det kan vi sagtens forstå og vil selvfølgelig respektere, at de er. Det er jo netop, fordi vi vil beskytte denne nationale kulturarv og samtidig åbne den for aalborgenserne, danskerne og verden, at vi har skabt projektet. Det gøres nemlig bedst ved at skabe ny interessant kulturarv med stor respekt for det gamle, der var,” forklarer Martin Ole Nielsen. Han tilføjer, at initiativagerne har et tæt samarbejde med Kulturstyrelsen og Peder Elgaard Arcitects om, hvordan man respektfuldt håndtere de bærende fredningsværdier:

”Cloud City etableres i respekt for, at Aalborg er gået fra industriby domineret af navnkundige virksomheder som Portland, Eternitten og f.eks. spritfabrikkerne – til nu snarere at blive en videns- og kulturby med flot universitet og kendskab til sin historiske arv. Cloud City bliver et fantastisk og autentisk supplement til det, der allerede er skabt de seneste årtier til gavn for både aalborgensere og turister: Musikkens Hus, Utzon Center, Nordkraft, Kunsten etc”.

”Tusind tak til forligspartierne for at bakke op – og tak til Bjarke Ingels for at ville være med til også arkitektonisk at løfte dette projekt til internationale højder,” siger Martin Ole Nielsen.

Ingels: Kulturelt epicenter

Bjarke Ingels siger selv om projektet og sit engagement:

”Min karriere startede for alvor for 15 år siden, da vi – netop i Aalborg – vandt konkurrencen om at tegne vandkulturhuset. Det blev desværre skrinlagt af politiske årsager Så det er med stor begejstring, at vi nu halvandet årti senere får chancen for at bidrage Aalborgs udvikling med transformationen af Spritten!”

Og den verdensberømte danske arkitekt fortsætter:

”Mange steder i verden oplever vi, at industrikomplekser lukke ned og skaber plads for byudvikling, men ofte med et tab af kulturarv, når ejerlejligheder erstatter industribygninger. Vi har forsøgt sammen med Martin Nielsen og Jan Ghisalberti at udvikle en masterplan, som dyrker industrikompleksets finurligheder og tilfører en række nye arkitektoniske indspark så det nye og det oprindelige tilsammen skaber et farverigt og levende bymiljø,” siger Ingels og tilføjer:

”Med kunsthallen og Saracenos mesterværk vil Aalborg få et kulturelt epicenter, som ikke kun vil kunne mærkes i Danmark, men som vil give genlyd over hele verden!”.

For yderligere oplysning, kontakt Martin Ole Nielsen, tlf.: 40 19 99 92 og email: martin@lain.dk