Malingsproducenten Beck & Jørgensen lancerer nu, Care 5, Danmarks første og foreløbig eneste maling med allergimærket: ”Den Blå Krans”. Malingen er uden konserveringsstoffet MI. Astma-Allergi Danmark kalder det godt nyt for allergikere, og malermestrene glæder sig til at præsentere den allergivenlige maling for private og erhvervskunder. Specielt offentlige institutioner har længe efterspurgt sådan et produkt, fortæller de.

Stenstrup PR-pressemeddelelse for Beck & Jørgensen A/S

Nu bliver det endeligt muligt at male sin dagligstue, sit soveværelse, børneværelset o.s.v. med en vandbaseret indendørsmaling, der IKKE indeholder konserveringsmidlet MI (Metylisotiazolinon) og lignende, der kan fremkalde allergi. MI, der også bruges af kosmetikbranchen, har i de senere år fået negativ opmærksomhed på grund af stoffets allergifremkaldende effekt, og fordi der helt særligt er set allergiske reaktioner i forbindelse med afdampning fra malingen.

Men nu lancerer den danske malingsproducent Beck & Jørgensen A/S gennem sine 15 afdelinger og 50 forhandlere i hele landet sin banebrydende Care 5-maling efter mere end et års grundigt forarbejde – hvilket sker i samarbejde med Astma-Allergi Danmark. Det er samtidig den eneste maling på markedet, som efter en grundig vurdering har fået Astma-Allergi Danmarks allergimærke Den Blå Krans. ”Blå Krans”-mærkning har til formål at gøre det lettere for forbrugerne at vælge produkter, som minimerer risikoen for eksempelvis hudallergi.

”Allergiske reaktioner på forskellige produkter er et voksende problem for flere og flere mennesker. De seneste år er der set en stigning i allergiske reaktioner overfor det allergifremkaldende konserveringsmiddel MI. Derudover er der flere eksempler på folk, der har reageret allergisk på overflader med maling, der indeholdt MI. Det gør folk utrygge, og vi får i vores rådgivning jævnligt henvendelser fra folk, som ønsker en maling uden MI”, siger Rikke Bille chef for Astma- Allergi Danmark’s allergimærke og fortsætter:

”Hidtil har vi ikke kunnet hjælpe dem. Derfor er vi meget glade for, at Beck & Jørgensen har prioriteret at udvikle et produkt, der kan bære vores allergimærke. Og vi håber naturligvis, at andre producenter vil følge trop, nu hvor Beck & Jørgensen har vist, at det kan lade sig gøre.”

Vanskelig proces

Beck & Jørgensen i Søborg har udviklet, produceret og solgt dansk kvalitetsmaling siden 1892 og betjener såvel professionelle malermestre som private kunder over hele landet. Her er man også meget tilfreds med både det færdige resultat og samarbejdet med Astma-Allergi Danmark omkring Care 5:

”Hos Beck & Jørgensen har vi gennem mange år fokuseret på de miljømæssige udfordringer vedrørende branchens produkter. Bl.a. har vi tidligere også fået tildelt EU’s miljømærke ”blomsten” for et andet produkt, som de første på dette område i Danmark. På den måde er lanceringen af Care 5 en helt logisk følge. Som mindre producent er vi stolte af at have nået denne milepæl og ikke mindst Astma-Allergi Danmarks positive analyse og efterfølgende mærkning og anerkendelse. Vi glæder os naturligvis også på kundernes vegne,” fortæller Jesper Hougesen, produktchef hos Beck & Jørgensen, der samtidig bemærker, at udviklingsprocessen ikke har været uproblematisk:

”…fordi kvalitetsmaling typisk indeholder ca. 20 forskellige stoffer og op til 60 delkomponenter, som ofte produceres af store kemivirksomheder i udlandet, der ikke altid kan tage selvstændigt hensyn til en mindre dansk producents særlige ønsker. Men også herfra oplevede vi imidlertid en positiv interesse og et konstruktivt samarbejde.”

Store forventninger
på længere sigt

Konkret er det altså MI m. fl., der i konventionelle malingsprodukter gennem sine konserverende egenskaber forhindrer malingen i malingsspandene i at rådne på forretningshylderne. I arbejdet med at udvikle den nye Care 5-maling har Beck & Jørgensens udviklingslaboratorium imidlertid fundet frem til, at det er muligt at erstatte bl.a. MI med ny form for konservering og opnå den samme konserverende effekt – men med en minimeret risiko for allergiske reaktioner, f.eks. hudallergi. Nærmere detaljer er naturligvis forretningshemmeligheder, der kun er delt med Astma-Allergi Danmark.

Om forventningerne til det fremtidige salg er Beck & Jørgensens salgsdirektør, Claus Bjørn, optimistisk på længere sigt men også realistisk forsigtig her og nu:

”Vi er glade for nu at kunne tilbyde vore kunder Care 5 som supplement til vores øvrige produkter men forventer ikke, at markedet i morgen eksploderer til vores fordel, skønt vi sender Care 5 på markedet til en pris, der kun ligger 30 pct. over gennemsnitsprisen på tilsvarende kvalitetsmaling blandt vores egne produkter,” understreger Claus Bjørn.

Malermestre
glæder sig

Foto: Astma-Allergi Danmark har for første gang tildelt en vægmaling sin eftertragtede ”Blå krans”-mærkning, nemlig Beck & Jørgensens nyudviklede ”Care 5”-maling, der nu lanceres uden konserveringsmidlet MI. På billederne ses - udover den nye Care 5-maling – Rikke Bille, Astma-Allergi Danmarks Blå Krans-ansvarlige, produktchef Jesper Hougesen, Beck & Jørgensen samt malermester Ole Perlt (uden briller!). Fotograf: Thomas Sjørup.

Foto: Astma-Allergi Danmark har for første gang tildelt en vægmaling sin eftertragtede ”Blå krans”-mærkning, nemlig Beck & Jørgensens nyudviklede ”Care 5”-maling, der nu lanceres uden konserveringsmidlet MI. På billederne ses – udover den nye Care 5-maling – Rikke Bille, Astma-Allergi Danmarks Blå Krans-ansvarlige, produktchef Jesper Hougesen, Beck & Jørgensen samt malermester Ole Perlt (uden briller!). Fotograf: Thomas Sjørup.

De potentielle kunder, bl.a. de professionelle malermestre, forventer til gengæld hurtig reaktion fra markedet:

”Specielt fra offentlige institutioners side har vi længe fornemmet en stigende efterspørgsel på allergivenligt kvalitetsmaling, som ingen producent hidtil har kunnet efterkomme. Særligt på f.eks. sygehuse, i skoler og i daginstitutioner får vi stadigt oftere stillet spørgsmålet af de vedligeholdsansvarlige ledere, om dog ikke vi også kan tilbyde en allergivenlig maling. Jeg glæder mig derfor meget til nu at kunne tilbyde Care 5,” siger malermester Ole Perlt i Gentofte. Han og hans otte ansatte er selv, som en af de første Beck & Jørgensen-partnere, netop blevet præsenteret for og har prøvet at male med den nye Care 5-maling. Og Ole Perlt konstaterer, at den har præcis den samme gode dækkeevne, og er lige så vaskbar, som de kvalitetsmalinger, som hans malerfirma almindeligvis foretrækker at arbejde for kunderne med. Men nu altså i en allergivenlig udgave.

Snart i flere farver

Care 5 – hvor 5-tallet i produktnavnet henviser til glansgraden – sendes i første omgang på markedet i 10 liters spande, der rækker til at færdigmale ca. 80 kvadratmeter væg svarende til en middelstor dagligstue. Indledningsvis kan malingen alene fås i hvid, der imidlertid også er den farve, som skønsmæssigt 80 pct. af alt indendørsvægmaling i Danmark sælges i.
”I samarbejde med vores underleverandører arbejder vi naturligvis på at få udviklet og godkendt andre tonepastaer, så vi senere også kan tilbyde andre farvenuancer. Forhåbentligt allerede fra før nytår, ”
konstaterer produktchef Jesper Hougesen, Beck & Jørgensen.

Foto: Astma-Allergi Danmark har for første gang tildelt en vægmaling sin eftertragtede ”Blå krans”-mærkning, nemlig Beck & Jørgensens nyudviklede ”Care 5”-maling, der nu lanceres uden konserveringsmidlet MI. På billederne ses – udover den nye Care 5-maling – Rikke Bille, Astma-Allergi Danmarks Blå Krans-ansvarlige, produktchef Jesper Hougesen, Beck & Jørgensen samt malermester Ole Perlt (uden briller!). Fotograf: Thomas Sjørup.

For yderligere oplysning kontakt: Beck & Jørgensen A/S’ produktchef Jesper Hougesen, tlf.: 39 53 03 03 eller email jsh@bj.dk eller læs mere på www.bj.dk
Eller Astma-Allergi Danmarks Astma-Allergi Danmarks chef for Den Blå Krans, Rikke Bille tlf. +45 41 29 05 59 eller email: rb@astma-allergi.dk – læs mere om Astma-Allergi Danmarks Den Blå Krans og godkendelseskrav her: www.astma-allergi.dk/det-stiller-vi-krav-til