Teknologivirksomheden anerkendes for – sammen med Aalborg Forsyning – dagligt at bevise CO2-potentialet i, at datacentre fremover benytter processorvandkøling, der skaber fjernvarmevenligt spildvarme i form af 60 grader varmt vand – uden behov for fordyrende og strømslugende varmepumper. Aarhus, Aalborg og Odense kunne spildvarmeopvarmes af danske datacentre på den måde.
Stenstrup PR-pressemeddelelse for ASETEK A/S
Interesseorganisationen Dansk Fjernvarme har netop nomineret den nordjyske techvirksomhed Asetek A/S i Aalborg som en af tre kandidater til Fjernvarmeprisen 2021. Den uddeles på organisationens årsmøde 28. oktober – efter en afstemning blandt årsmødedeltagerne.
Prisen tildeles sædvanligvis – men ikke altid – et af landets mange fjernvarmeværker*, hvilket i denne sammenhæng gør den nominerede børsnoterede teknologivirksomhed usædvanlig: Asetek har nemlig først og fremmest skabt en forretning og virksomhed med over 100 ansatte på udvikling af processorvandkøleteknologi til PC’er og servere som OEM til verdens kendte computerproducenter. Direkte processorvandkøling, som især er installeret i millioner af gamingcomputere, benyttes her som effektivt alternativ til den traditionelle luftkøling, som også pr. tradition benyttes i datacentre. Mere end 20 større datacentre i primært Asien og USA benytter allerede Asetek-teknologi af energibesparelsesårsager.
Imidlertid har Asetek dokumenteret, at netop processorvandkølingsteknologien – som en ekstra kæmpe klimabonus – er særlig velegnet, når det kommer til effektiv udnyttelse af de enorme mængder af restvarme fra de tusindvis af kølekrævende servere, i de stadigt flere datacentre, der skyder op overalt i verden og specielt i Danmark. Det beviser Asetek med sit eget lille testdatacenter som det foreløbig eneste i verden, hver dag i praksis som tilkoblet leverandør til Aalborg Forsynings fjernvarmenet af 60-65 grader varmt vand – uden behov for ekstra energikrævende og kostbare varmepumper.*
Eller som Dansk Fjernvarme bl.a. skriver i sin motivation for nomineringen**:
…Asetek har lavet et demonstrationsdatacenter, der er tilkoblet Aalborg Forsyning. Erfaringer herfra viser, at op mod 80 procent af den strøm, som datacenteret bruger, kan sendes videre til fjernvarmenettet.
Hvis demonstrationsprojektet blev skaleret op til landets store datacentre, ville de kunne opvarme Aalborg, Aarhus og Odense. Tænketanken Concito har betegnet Aseteks teknologi som best practice på området.
Arbejder for klimakrav
Hos Asetek er stifter og adm. Dir. André Sloth Eriksen meget tilfreds med den faglige anerkendelse, som ligger i Dansk Fjernvarmes nominering. Virksomheden arbejder for at bevidstgøre EU og Danmark om nødvendigheden af at stille klimakrav til, at datacentrene benytter den mest velegnede teknologi for at udnytter restvarmen, der har et CO2-besparelsespotentiale tre-fire gange større, end hvad der eks. kan opnås ved elektrificering af bilerne og er på højde med den CO2-udledning, som den globale flytrafik står for:
”I forhold til Danmarks og EU’s ambitiøse mål for CO2-reduktion er processorvandkøleteknologiens potentiale jo enormt, hvilket denne nominering, ligesom bl.a. Concitos opbakning***, forhåbentligt kan være med til at bevidstgøre også den danske regering og klimaministeren om. På samme måde som vi allerede fornemmer en positiv bevægelse i EU med kommissionens Green Deal-forslag,” siger André Sloth Eriksen.
Også hos Asetek’s samarbejdspartner og betalende kunde til virksomhedens datacenteroverskudsvarme, Aalborg Forsyning, er der glæde over og stor opbakning til nomineringen:
”Det at vi her kan få leveret overskudsvarmen fra Aseteks datacenter ved 60-65 grader uden behov for kostbare varmepumper er rigtig vigtigt for os. Fjernvarmeinstallationer, der gør det muligt at udnytte Asetek-teknologien, er meget enkle og vedligeholdelsesfri og selvfølgelig billigere i anskaffelse og drift. Dermed modtager vi nemlig varmen ved den rette temperatur, så den kan sendes direkte videre til fjernvarmeforbrugerne. Det er rigtigt interessant og perspektivrigt, hvis andre datacentre gjorde det samme,” siger forsyningschef Jesper Møller Larsen fra Aalborg Forsyning.
Foto: Aseteks CEO André Sloth Eriksen (t.v.) og forsyningschef Jesper Møller Larsen fra Aalborgs fjernvarmenet (Aalborg Forsyning) i Aseteks testdatacenter, der netop er nomineret til Dansk Fjernvarmes ”Fjernvarmeprisen 2021”.
For yderligere oplysning og kommentarer
CEO André S. Eriksen, tlf: 9645 0047, email: ceo@astek.com
Læs mere på www.asetek.com Og på www.grønneredatacentre.nu