Risikoen for at miste badmintonkometen til en ”rigere” klub fik Blue Water Shipping Aarhus til at tage initiativ til oprettelse af et erhvervsnetværk, så Anders Antonsen kunne fastholdes i Aarhus-klubben. Og med yderligere tilgang af andre topspillere kan konkurrenterne regne med hård modstand.
Stenstrup PR-pressemeddelelse for BLUE WATER SHIPPING
Indtil for kort tid siden var der stor risiko for at den nyslåede EM-sølvmedaljevinder, den unge badmintonkomet Anders Antonsen, var tabt for sin barndomsklub Aarhus AB og klubmæssigt på vej til hovedstaden. Så tog Blue Water Shipping Aarhus, som en af hovedsponsorerne initiativ og greb sammen med klubben og de øvrige sponsorer ind, og satte en positiv økonomisk og organisationsmæssig bevægelse i gang.
Aarhus AB gearer nemlig nu såvel sportsligt som økonomisk op og satser næste år på at kunne drille medaljekandidaterne i Badmintonligaen. De optimistiske toner skyldes bl.a., at det er blevet gjort muligt at bygge et elitehold op til næste sæson, der spillermæssigt fremstår stærkere end i den netop afsluttede sæson, hvor holdet sluttede på en 9. plads blandt 10 hold. Ikke nok med at man i sidste øjeblik fik sikret, at 20-årige Antonsen, der også er dansk singlemester i år, forbliver i klubben i den kommende sæson. Der blev samtidig skaffet økonomisk råderum til at hente yderligere et par ekstra topspillere til klubben – så niveauet løftes, hvilket også var en af årsagerne til at Anders fulgte klubhjertet og valgte at blive.
Fik mulighed for at følge klubhjertet
”Som ung badmintonspiller, der har nogle få år til sportsligt at nå op i nærheden af verdenstoppen, er det – ud over økonomiske – vigtigt altid at kunne spille og træne i det rigtige miljø. Selv om det skar i mit klubhjerte var jeg af den årsag begyndt at overveje en aftale med en storklub i København, der også lå geografisk mere lige for i forhold til min daglige adresse i København af hensyn til træningen på Team Danmark Centret i Brøndby. Den næsten-beslutning gav det heldigvis mening at ændre, da bl.a. min personlige sponsor gennem flere år Blue Water Shipping kom ind over,” fortæller Anders Antonsen, der som søn af halinspektøren begyndte af spille badminton i Aarhus AB som 6-årig og siden altid har været medlem.
Konkret skubbede Blue Water Shippings direktør i Aarhus, Jan Dam Poulsen, lidt til de øvrige sponsorer i klubben som fødselshjælper for en handlingsplan, der i sidste ende skaffede den ekstra kapital, så klubben både kunne fastholde sin stjernespiller, Anders Antonsen, og samtidig forstærke badmintonliga-holdet yderligere topspillere. Således har Aarhus AB også netop op til den kommende sæson hentet DM-singlefinalisten David Kim Kristensen i Triton Aalborg, samt ikke mindst det stærke mixeddoublepar Jessica Pugh og Ben Lane, som pt. er den næstbedste engelske konstellation med en placering omkring nr. 40 på verdensranglisten.
”Deres ankomst betyder lige så meget for mig,” pointerer Anders Antonsen og forklarer:
”Hvis jeg på individuelt plan skal nå tættere på verdenstoppen, så skal jeg dagligt kunne træne i professionelle miljøer og spille på et hold, der er sikker på at kunne klare sig i den bedste række, hvor de bedste modstandere også er. Det har Blue Waters initiativ og de øvrige sponsorers opbakning åbnet mulighed for. Jeg vil gøre alt for at vi på holdet kan vise os den tillid værdig. For jeg ved, at det er en stor satsning og flot gestus fra klub og sponsorers side”.
Hos Blue Water Shippings store Aarhus-afdeling på Skejby Nordlandsvej arbejder 75 mennesker med logistisk ideelle transportløsninger af alt slags gods til og fra hele verden. Herfra understreger direktør Jan Dam Poulsen, at Blue Water Shipping selvfølgelig primært har fokus på rollen som international transportplanlægger med 60 kontorer verden over.
”Men her i byen lægger vi lige så meget vægt på netop også at være et Aarhus-firma med hele logistikpaletten med lokale eksperter indenfor sø, luft og landevejstransport baseret i afdelingen her, så vi i tæt kontakt med vores mange østjyske kunder kan skabe den bedst mulige individuelle opgaveløsning i overensstemmelse med deres høje forventninger. Når vi derfor om vores opgaveløsning siger ”Best In Town” så vil vi også gerne signalere det i det sponsormæssige engagement, som vi lægger i byen. Det skal gøre en positiv forskel, ligesom vi hver dag selv bestræber os på at gøre. Og i f.eks. Aarhus AB har vi i årevis oplevet en seriøsitet og dedikation, som, vi vurderer, matcher vores egen, og som vi derfor nu har set stor mening i at involvere os yderligere i.”
Eliten skaber liv og begejstring
Også i Aarhus AB er der selvfølgelig stor tilfredshed med, at en frygtet negativ udvikling sportsligt med Anders Antonsens forventede klubflytning kunne vendes til det stik modsatte:
”Først og fremmest vil vi gerne i klubben være noget for alle vores medlemmer, både motionsspillere og vores elitespillere, på alle alderstrin. Her er spejlingen i klubbens succes på førsteholdsniveau også vigtig og det at opleve, hvor langt man som spiller her i klubben kan nå med en dedikeret indsats. Det skaber liv og begejstring. Derfor er vi overbevist om, at den satsning, som gennem sponsorernes forøgede engagement – herunder Blue Waters ekstra dybe involvering – vil blive til glæde for alle i klubben og for hele badminton-Aarhus. Vi er meget glade og optimistiske og glæder os til at arbejde videre på det nye perspektivrige grundlag,” forklarer bestyrelsesmedlem Claus Godt Hansen.
Udover de forbedrede sponsorater på kort sigt har Blue Water Shipping også taget initiativ til oprettelsen af et egentlig erhvervsnetværk i tilknytning til klubben – kaldet AB Erhvervs Forum – som skal give sponsorerne yderligere værdi og begrundelse for deres investering. På samme måde, som man kender det fra f.eks. AGF og Aarhus Håndbold. Netværket er netop ved at blive kommunikeret rundt til byens erhvervsliv og tæller foreløbig 15 virksomheder, men man forventer inden sæsonstart til efteråret at have tilknyttet op mod 30 sponsorer – heraf mange nye, der forhåbentligt vil kunne se mening i medlemskab.
Foto: Aarhus AB’s 20-årige stjernefrø, Anders Antonsen, har imponeret internationalt i den forløbne sæson. Her er han fotograferet ved Yonex Denmark Open i oktober 2016, hvor han nåede kvartfinalen.
For yderligere oplysning kontakt. Bestyrelsesmedlem Aarhus AB Claus Godt Hansen cgh@finansudd.dk, 25 27 05 83, badmintonspiller Anders Antonsen, tlf.: 5354 5876, email andersantonsen@hotmail.com eller direktør BWS Aarhus Jan Dam Poulsen, tlf.: 5336 5272 email: japo@bws.dk