Roskildedrengen, Thomas Jensen, så rigtigt, da han for et par år siden åbnede Nordjyllands første og hidtil eneste specialforretning med et bredt udvalg af herremodetøj i de store og rigtigt store størrelser

Thomas Jensen foran sin forretning på Hjørringvej i Nørresundby

Tidligere så man alene specialforretninger med modetøj til store kvinder. Men stadig flere mænd bliver også for overvægtige og har svært ved at finde smart tøj, de kan passe.

Den 42-årige Roskilde-dreng, Thomas Jensen, så et forretningsområde, opsagde sit job og flyttede til Nordjylland og Aalborg uden at kende et øje heroppe. Alt sammen for at udleve drømmen om selvstændighed og om at åbne egen specialforretning. Den eneste af sin slags nord for Kolding, skønt rundt regnet ti procent af de danske mænd størrelsesmæssigt ligger inden for målgruppen.

Thomas finder tid til at vise rundt en hverdagsformiddag, hvor kunderne naturligt er få, men hvor der så til gengæld er tid til at åbne og udpakke de kasser med tøj fra nær og fjern, som hver dag skal hænges på bøjle. Butikken har udvalget – også til ham, der vejer 150 kg, 175 kg eller mere.

”At det blev stort herretøj skyldtes, at jeg som uddannet herretøjsekspedient allerede arbejdede med den slags i København, var god til det og følte at have en god kundekontakt,” fortæller Thomas Jensen, der forinden havde snuset til lidt af hvert, bl.a. HH-uddannelsen, Livgarden og lærerseminariet:

”At det blev Nordjylland skyldtes, at jeg vurderede, at kundegrundlaget heroppe var størst i forhold til etableringsomkostningerne. Og at forretningen lige præcis kom til at ligge på Østergade 29a, 400 meter fra Limfjordsbroen skyldtes, at adressen er diskret, uden en masse forbipasserende strøgkunder og samtidig ligger ved en hovedindfaldsvej. Desuden er der tre-fire gratis parkeringspladser placeret lige uden for døren,”

Diskret adresse

Bemærkningen om det bevidste valg af en diskret forretningsadresse i Nørresundby må forklares?

Der er god plad og stort udvalg i forretningen på Hjørringvej.

”Det at veje for meget er desværre lidt tabubelagt. Folk føler sig stemplet, hvis det er alt for synligt, at de handler i en forretning som min. Jeg har kunder, der fortæller, at de sjældent viser sig ovre i Aalborgs gågadesystem, fordi de ikke bryder sig om egen fremtoning i den sammenhæng,” forklarer Thomas. Han er – i hvert fald i højden – med sine 201 cm selv en multi XL-størrelse.

Masser af motion og specielt spinning er medvirkende årsag til, at Thomas med sine 104-105 kg ikke personligt vejer for meget i forhold til sin højde. Alligevel ved han på grund af sine lange lemmer, hvad det vil sige kun at kunne passe et begrænset udvalg i de konventionelle herretøjsforretninger.

Nok er ”Rigtige Mænd” som forretning delvist etableret i finanskrise og har mærket kundernes tilbageholdenhed. Men stadig nye kunder, der vender tilbage, har vist Thomas, at han har satset rigtigt.

Velkommen til 2.000 varenumre

Valget af butiksnavnet Rigtige Mænd og flagermuslogoet, der får tankerne ledt hen på Batman, er sjællænderens humoristiske forsøg på at få kunderne til at slappe af, føle sig værdsat og velkomne til at kigge og prøve løs blandt hans over 2.000 varenumre.

Store mænd kan være store på forskellige måder. At have tøj i størrelse 2xl til 10 xl kræver over 2000 varenumre.

”I andre forretninger må overvægtige kunder ellers hele tiden gå forgæves. Eller være nødt til at betale for den smule ekstrastort udvalg, der trods alt kan opdrives uden egentligt at synes rigtigt om det, ene og alene fordi det var det eneste, der bare passede nogenlunde,” forklarer Thomas Jensen. Han konstaterer, at selv om der reelt bliver flere og flere overvægtige, bliver der paradoksalt nok også færre og færre ordinære modeforretninger, der fører bare en smule ekstrastort tøj – størrelse 2XL og opefter – om så bare på fjerneste hylde:

”Måske fordi de tykke ikke opfattes som godt blikfang og egentlig mest til ulejlighed. Det er de ikke her i butikken”.

Flove eller til besvær skal de i hvert fald ikke føle sig ved at komme I Rigtige Mænd, der fører sit bemærkelsesværdigt store sortiment for at imødekomme forskellige overvægtige mennesketypers forskellige behov – og de forskellige aldersklassers.

Fra vugge til grav – næsten

I modsætning til de fleste modeforretninger, der henvender sig til forskellige aldersgrupper, skal Rigtige Mænd nemlig i princippet kunne iklæde enhver overvægtig kunde fra vugge til grav. Eller i hvert fald fra han er teenager – og fra størrelse 2XL til 10XL, som det også fremgår af facadeskiltet.

”Ud over størrelserne, er det jo meget forskelligt, hvor på kroppen, at folks overvægt viser sig. Nogle har stor krop men korte arme, andre er pæreformede o.s.v. Jeg forsøger at imødekomme alle behov evt. med hjælp fra skrædderen, der kan rette det sidste til,” forklarer Thomas Jensen.

Hans butik rummer både jeans-afdeling, der dækker tøjet til de unge og yngre med afslappede t-shirts, løsthængende skjorter og cowboybukser – over casualafdelingen med tøjet til den voksne mand, der skal se lidt ordentlig ud på arbejdet med habitjakke o.s.v. – til festafdelingen for de pressede uldbukser, de elegante jakkesæt, skjorter med ekstra slæb, så de ikke kryber op bagtil samt de flotteste slips med ekstra længde. Blandt meget mere. Rigtige Mænd har sko til overvægtige mænd, der ofte har ekstra brede fødder.

Service og ærlighed

”Min forretningsfilosofi er service og ærlighed. Jeg gør meget for at skaffe ethvert ønske hjem til kunden, og så forsøger jeg ærligt at fortælle ham, hvordan jeg synes mine varer sidder på ham. Ingen grund til bare at tale ham efter munden, og så kommer han bagefter hjem og bliver skældt ud af konen. Jeg fortæller folk, hvis jeg vurderer, at pasformen er skidt, og jeg synes vi skal finde et alternativ, forklarer Thomas Jensen.

Han tilføjer, at det velvoksne klientel typisk er konservative i deres tøjvalg, og som udgangspunkt ikke bryder sig om hverken nye farver, striber på tværs eller løsthængende skjorter. Deres skepsis bygger på fordomme om, hvad der får folk til at se tykke ud, som Thomas Jensen gør meget for at bryde ned hos sine kunder.

”Rigtige Mænd” handler for næsten halvdelen af sortimentets vedkommende med tøj fra den ekspanderende danske producent All Size i Grenå, som har et flot kvalitetsudvalg til hans afslappede unge jeansafdeling. Er kunden til casual eller festhabitter, hvide skjorter og elegant overtøj med videre, vender tøjmanden sig i højere grad mod specielt de tyske producenter f.eks. CasaModa og Brüel og danske Nordal, men pointerer i øvrigt at forhandle tøj fra en snes forskellige producenter.

Svært at nethandle

”Dem, der handler her – og nogle af dem kommer helt fra Skagen og Århus af – fortæller, at de er glade for at kunne handle i butikken, bl.a. fordi det for store mænd er uhyre svært at være sikker på, at det tøj, de kan finde på nettet, faktisk har pasform til præcis deres krop og buler,” slutter Thomas Jensen. Rigtige Mænd har selvfølgelig også en netbutik – og ekstra store prøverum, som kunderne umuligt kan føle sig klemt inde i.

For yderligere oplysning kontakt, Thomas Jensen, indehaver ”Rigtige Mænd”, tlf.: 98 22 34 46 eller email: rigtigemaend@mail.dk Eller læs mere på: www.rigtige-maend.com