Restaurant Koks i Tórshavn viste i aftes med en stribe serveringer af bl.a. lokal mallemuk, jomfruhummer og lam, hvorfor stedet skal regnes blandt de fem bedste i Danmark – den færøske turistbranche er klar til at bruge succes’en

 

Stenstrup PR-pressemeddelelse for bl. a. Visit Faroe Island

 

Koks Totel F¾r¿erne Torshavn foto Jens Kr. Vang 3.9.2013

Restaurant Koks i Tórshavn stod i aftes på den anden ende. Her er køkkenchef Leif Sørensen og hans personale i gang med forberedelserne til nomineringsmiddagen tidligere på dagen, bl.a. med hestemuslinger.

19 gennemtænkte serveringer blev det til – med alt fra de imponerende færøske jomfruhummere og de kæmpestore hestemuslinger over tang og sprøde majroer til smagfulde udskæringer af lam og den mågelignende mallemuk. Lutter lokale råvarer i særklasse og alt sammen præsteret på og af Restaurant Koks i Tórshavn i aftes(tirsdag). Anledningen var stedets nomineringsmiddag og dermed et sidste forsøg på at imponere dommerne i konkurrencen om at blive Årets Restaurant i Danmark, hvilket Koks som den første restaurant på Færøerne netop har præsteret at blive nomineret til som en af kun fem slutkandidater. Forud for serveringerne var gået en hektisk dag, hvor den 47-årige køkkenchef Leif Sørensen, med en fortid på bl.a. restauranterne Kommandanten og Marie Grubbe, havde kaldt dobbelt besætning i arbejde i både køkken og på tjenersiden, for at restauranten kunne præstere maksimalt overfor de 32 heldige, inviterede gæster, heraf halvdelen fra Danmark.

 

”Jamen selvfølgelig er vi da stolte i betragtning af, at de fire andre kandidater til årets titel er danske restauranter på højt internationalt niveau, som vi til dagligt ser meget op til,” lød det fra Leif Sørensen, mens han tidligere på dagen ledede forberedelserne i restauranten. Koks har til huse på Færøernes mest kendte og højt beliggende hotel Føroyar med panoramaudsigt gennem de store vinduespartier ud over Tórshavn og den nærliggende Nolsø. Slutfeltet til årets titel, der kåres af den Danske Spiseguide, består desuden af restauranterne Noma, Geranium, Kadeau og Mielcke & Hurtigkarl – alle København.

 

”Koks vil konkurrere ved at servere de bedste lokale råvarer og forsøge at lade dem stå så smagsmæssigt rent som muligt,” forklarede Leif Sørensen om sit menuvalg.

 

Et tråd som hoteldirektøren på Hotel Føroyar, der altså lægger hus til restauranten, Johannes Jensen fulgte op på:

 

Internationalt visitkort

 

”Det kan godt være, at Færøerne aldrig vinder VM i fodbold, men hvorfor frivilligt lade andre automatisk løbe med titlen som verdens bedste restaurant på vores gode færøske råvarer. Det må vi også kunne gøre selv,” sagde Johannes Jensen og henviste med et glimt i øjet til Restaurant NOMAs topplaceringer på Wolds Fifty Best-listen de seneste år. Johannes Jensen fremhævede desuden, at færingerne af mange internationale gourmeter i disse år bevidstgøres om, at nogle af verdens bedste fisk og skaldyr faktiske fanges i færøske farvande. Bl.a. førnævnte konkurrent, restaurant Noma, lægger vægt på at få sine flotte jomfruhummere fløjet ind helt fra Færøerne fremfor at gøre det enkle og købe dem på Læsø.

 

”Både for hotellet og for turistindustrien på Færøerne er Koks et internationalt visitkort, der beviser, at turister bestemt ikke bør holde sig borte på grund af maden heroppe. Tværtimod,” sagde direktøren for Visit Faroe Islands,” Gudrid Højgaard, der de seneste måneder har oplevet en støt stigende interesse fra international presse for de ellers relativt ukendte øer i Nordatlanten. Bl.a. p.g.a. forlydender om den store gastronomi. Herfra søger man netop gerne at sælge øerne til den kvalitetsbevidste turist på en kombination af uspoleret, rå natur, ro og de bedst smagende råvarer, hvoraf selv gulerødderne synes at have mere smag, fordi de heroppe vokser langsommere.

 

Vejrforhold og traditioner

 

Blandt sponsorerne bag prisen som Årets Restaurant er også Mejerigiganten  Arlas lille eksklusive Unika-osteserie, primært tiltænkt netop ostebrædderne hos gourmetrestauranter. Herfra var direktør Dorte Ruby også rejst til Færøerne for at deltage i nomineringsmiddagen og opleve, hvordan færingerne arbejder. På forsøgsbasis modnes en af Arlas nyeste Unika-oste netop nu heroppe i gamle fisketørreskure under positiv påvirkning af de specielle færøske vejrforhold med de tørre og salte vinde:

 

”Der sker noget vigtigt på Færøerne i disse år gastronomisk. Vi bliver alle bevidstgjorte om, hvor unikke deres fødevarer er på grund af de specielle vejrforhold og gamle traditioner, der holdes i hævd. Restaurant Koks nominering er i sidste ende en naturlig men ambitiøs konsekvens af den bevidstgørelse og også den bevidste satsning, der er sket heroppe,” lød anerkendelsen fra Ruby og den store danske fødevareproducent.

 

Vinderen af Årets Restaurant i Danmark offentliggøres først den 27. oktober ved en gallamiddag på ”La Boheme” i København.

 

Foto: Restaurant Koks i Tórshavn stod i aftes på den anden ende. Her er køkkenchef Leif Sørensen og hans personale i gang med forberedelserne til nomineringsmiddagen tidligere på dagen, bl.a. med hestemuslinger.

 

 

For yderligere kommentarer kontakt køkkenchef Leif Sørensen, Restaurant Koks, tlf:: 00298 21 75 75.