Pressen inviteres til indvielse af topmoderne feriehytte med mulighed for interviews med brugere og sponsor – på en af landets mest veludstyrede campingpladser, Top Camp Henne Strand, tirsdag den 6. august kl. 13.00

Stenstrup PR-pressemeddelelse for foreningen Familier med kræftramte børn

Familier med kræftramte børn kan fremover låne denne feriehytte, der tirsdag den 6. august indvies på Top Camping Henne Strand.

Familier med kræftramte børn kan fremover låne denne feriehytte, der tirsdag den 6. august indvies på Top Camping Henne Strand.

Kræftsyge børn og deres hårdt ramte familier skal også kunne holde rigtig ferie i sommer-Danmark med fri og nem adgang til strand, legeplads, minigolf og så videre. Det er tanken bag et helt nyt tilbud, som foreningen Familier med kræftramte børn – i samarbejde med byggevirksomheden Scandi Byg a/s og Top Camp Henne Strand – nu kan give de skønsmæssigt ca. 160 børn i Danmark under 14 år, der hvert år rammes af kræft. Heraf de fleste af leukæmi (blodkræft – med en behandlingstid på 2,5 til 3 år).

 

Foreningen, der har eksisteret i 30 år, støtter på forskellig vis familier med kræftramte børn med rådgivning og invitationer til bl.a. en række temadage og særarrangementer landet over, som cirkusforestillinger, tivoliture, juletræsfester osv. I foreningen glæder man sig derfor meget til officielt tirsdag den 6. august at kunne indvie en helt nydesignet, fuldt møbleret feriehytte med gode senge, fjernsyn, køkken, badeværelse m.m., placeret på en af landets mest veludstyrede campingpladser, Topcamp Henne Strand. En hytte, som fremover fortrinsvis udlånes til familier med kræftramte børn.

 

”Det er os en stor glæde nu at kunne tilbyde disse hårdtramte familier en lille positiv oplevelse i forbindelse med de typisk flerårige behandlinger, som deres børn må gennemgå ofte isoleret fra andre børn, hvilket jo også ofte medfører social isolation for hele familien,” forklarer foreningens formand Kurt Hansen. Campinghytte-tilbudet til de kræftramte familier på den aktivitetsprægede campingplads skal ses som alternativ til de særskilte feriehuse, der udelukkende stilles til rådighed for disse familier.

Spændende aktiviteter

for isolerede børn

 

”Ved at placere hytten på en af landets bedst udstyrede og mest veldrevne campingpladser vil familierne nu også få et ekstra tilbud med fri adgang til mange sjove og spændende aktiviteter, der kan glæde i en ellers problemfyldt hverdag,” forklarer Kurt Hansen. Han har ligesom værtsparret på campingpladsen selv været med til at designe hyttens indretning, så den passer bedst muligt til de syges eventuelle behov, bl.a. så en kørestol kan komme rundt. Men også giver maksimalt comfort til almindelige gæster, som kan leje den specielle hytte på almindelige vilkår i perioder, når de kræftramte familier ikke har lagt billet ind på den.

 

”Vi vil meget gerne være med til at give de kræftramte familier denne ekstra hånd og mulighed og samtidig være med til at markere, at kræft altså ikke er noget, der smitter,” siger den ene af de to campingplads-indehavere, Tina Kristensen om feriehytten. Hytten overdrages til foreningen Familier med kræftramte børn – fra byggevirksomheden Scandi Byg a/s i Løgstør, der har specialiseret sig i bl.a. modulboligbyggeri. Campingpladsens bidrag til arrangementet er bl.a. vedligehold og daglig rengøring.

 

Den spritnye feriehytte blev efter konstruktion i Scandi Bygs fabrikshaller i Løgstør, kørt på blokvogn og monteret og tilsluttet vand og el i Henne Strand kort før sommerferien og har selv i indkøringsfasen fra første øjeblik været noget af et tilløbsstykke for de kræftramte familier. De kan typisk søge og få bevilget uge- eller weekendophold på tidspunkter under eller lige efter deres børns behandlingsforløb, hvor det nu bedst passer.

 

Ved den officielle indvielse af hytten, tirsdag den 6. august kl. 13.00, har også den pågældende kræftramte familie, der netop da bor i feriehytten givet tilsagn om at stille op til eventuelle interviews. Tilstede vil selvfølgelig være repræsentanter for foreningen, campingpladsen samt feriehyttens sponsor. Ligesom foreningen samtidig ser frem til at være vært for en bid brød og en forfriskning.

 

Af hensyn til planlægning modtager vi meget gerne en melding om jeres eventuelle deltagelse på tlf. 8694 6930 / 2012 6930 eller email kurt@fmkb.dk

 

 

For yderligere oplysning, kontakt Kurt Hansen formand for foreningen Familier med kræftramte børn på det nævnte telefonnumre eller email. Og læs mere om foreningen på: http://www.fmkb.dk/om-fmkb.aspx Du kan læse mere om Top Camp Henne Strand på: http://www.hennestrandcamping.dk Og om Scandibyg a/s på. www.scandibyg.dk