Juryformand Bent Christensen er imponeret over det foreløbige gastronomiske niveau, som han finder værd at rejse langt efter. Han glæder sig til snart at være med til at kåre den endelige vinder samt uddele diplomer for bedste snack, forret, hovedret og dessert. Først venter et par spændende semifinaler 1. og 2. maj

Stenstrup PR-pressemeddelelse for DEN DANSKE SPISEGUIDE

Så nærmer vi os afgørelsen – er Tabu, Textur, Mortens Kro eller Vendia Gourmet den bedste restaurant i Nordjylland?

I hvert fald er det de fire i forvejen meget anerkendte nordjyske gourmetrestauranter, der nu er tilbage i semifinalerne i Bedst i Nordjylland”-konkurrencen. De mødes henholdsvis 1. og 2. maj, mens finalen afvikles den 15. maj på en endnu ukendt adresse. Udsolgte opgør der stilmæssigt vil spænde fra Mortens Kros overvejende klassisk fransk-danske til Tabus ultramoderne nordisk-nordjysk inspirerede køkken. Og fra Texturs visuelle enkelthed til Vendia Gourmets mere komplekse kompositioner med indre rød tråd.

Oprindeligt blev 14 ambitiøse nordjyske restauranter i efteråret enige om at etablere konkurrencen med en tilsvarende på Sjælland som forbillede. De 14 har siden januar kæmpet efter cup-systemet om at nå den ærefulde finale to og to mod hinanden i ”drabelige” opgør på bedst sammensatte og udførte menuer. Hver gang overfor en kompetent neutral jury og et altid begejstret og betalende publikum, der har kunnet nyde fantastiske serveringer (og vine) fra begge teams sat overfor hinanden. Og i de kommende dage mødes de fire kvalificerede så i semifinaler. Først, den 1. maj Tabu mod Textur, og dagen efter, den 2. maj, Mortens Kro mod Vendia Gourmet fra Hjørring. Den førstnævnte i hvert opgør har hjemmebane.

Hvem er bedst på dagen?

Restaurant Tabu er blandt de fire semifinalister i “Bedst i Nordjylland”. Her er de Tabu-folkene fotograferet sammen med juryformand Bent Christensen (nr. 2 fra venstre), da Tabu i 2017 vandt prisen som “Årets Gennembrud”.

Juryformand, Bent Christensen – redaktør på Den Danske Spiseguide, tidligere jurymedlem i Worlds 50 Best og forfatter til adskillige bøger om besøg på nogle af verdens bedste restauranter – har i samarbejde med GastroNorth, der arbejder for international bevågenhed om nordjysk topgastronomi, været facilitator for konkurrenceforløbet. Han har været imponeret over det nordjyske niveau:

”Konstant har vi oplevet, hvordan alle de oprindeligt 14 deltagere i hvert eneste opgør har leveret noget af deres ypperste. Det er altid svært at sammenligne ofte forskellige udtryk, så først og fremmest konkluderer jeg, at vi samlet er blevet præsenteret for et meget højt niveau,” siger Bent Christensen. Han tør ikke udpege favoritter blandt de sidste fire men glæder sig til at se, hvem der så er bedst på dagen. Turneringen har nemlig ikke været helt uden overraskelser undervejs, som da La Locanda sendte Ruths Gourmet ud i 1. runde efter en snæver sejr.

På finaleaftenen vil – udover til den samlede vinder – også blive uddelt diplomer for bedste snack, forret, hovedret og dessert, sådan som juryen har oplevet de forskellige bud hos alle de 14 undervejs i opgørene frem til og med semifinalerne.

De fire glæder sig

Mortens Kro var i 2017 nomineret som en af kun seks restauranter til titlen som Årets Restaurant i Danmark. Foto er af menukortet fra nomineringsmiddagen.

Også hos alle fire semifinalister glæder man sig. Hos den ”gamle” mangeårige anerkendte Mortens Kro, som sidste år var nomineret til titlen som Årets Restaurant i Danmark, udtrykker restauratør Morten Nielsen stolthed over nu at stå i semifinalen:

”De to opgør, som vi foreløbig har deltaget i, har stillet store krav, hver gang med en ny menu, som skulle udtænkes og øves på. Vores modstandere har været meget kompetente, dedikerede og har presset os hårdt. Samtidig har det helt klart også været en ekstra motivations faktor for mine dygtige medarbejdere at få lejlighed til at koncentrere sig om disse trods alt venskabelige opgør og mødet med dygtige kolleger.”

Fra Textur, den nye fremstormende Aalborg-restaurant, lyder tilsvarende toner fra restauratør Dennis Juhl:

”Bortset fra, at det for vores faglige stolthed naturligvis er vigtigt at komme længst muligt, så har konkurrencen været en god anledning til at komme tættere på og lære af gode kolleger, som vi i det daglige ikke har så meget tid til. Jeg tror på, at Bedst i Nordjylland generelt er med til at styrke gourmetniveauet i Nordjylland, samarbejdet mellem restauranterne og ikke mindst nordjydernes opmærksomhed og interesse”.

Værd at rejse langt efter

Også redaktør Bent Christensen er som nævnt meget tilfreds med niveauet og den seriøsitet, som han sammen med sine medjurykolleger har oplevet:

”Jeg synes, at konkurrencen forlængst har vist sin berettigelse. Nordjylland er de seneste år kommet rigtig godt med på topgastronomiens Danmarkskort. Mange af restauranterne er virkelig værd at rejse langt efter at opleve. Specielt de fire semifinalister. De har over forløbet udvist fornyet spændende kreativitet. Det gælder især på forretter og dessertsiden, mens Vin/match har vist sig som en mere udfordrende disciplin for flere,” vurderer han.

For yderligere oplysning kontakt redaktør Bent Christensen, Den Danske Spiseguide, tlf.: 40 40 13 10 eller email: bent@bentchristensen.com Og læs mere på: www.bedstinordjylland.dk